Det er set før i historien, at et parti siger ét før et valg, men så gør noget andet efter valget.

Når det kommer til en tilbagerulning af lettelserne af arveafgiften på generationsskifte af familieejede virksomheder, som den tidligere VLAK-regering gennemførte i 2017, så holder Socialdemokratiet dog helt fast i, hvad der blev sagt før valget. Arveafgiften vil således blive forhøjet igen, fastslår skatteminister Morten Bødskov (S).

- Den tidligere regering har givet nogle af de mest velhavende familier i Danmark en kæmpe skattelettelse, det er hentet fra velfærden i kommunerne, børns daginstitutioner og unges uddannelse. Det er en forkert udvikling, som skal ændres, siger Morten Bødskov til DR.

Han fortæller, at lige i øjeblikket sidder regeringen og kigger på den konkrete model.

- Signalet er sendt klart, og prioriteringen vil fremgå, når regeringen kommer med finansloven, siger Morten Bødskov.

Som en del af finansloven for 2016 blev det af den tidligere VLAK-regering besluttet at sænke arveafgiften fra 15 til 5 procent frem mod 2020. I 2019 er afgiftssatsen lige nu på 6 procent.

ege

Politik