Asger Christensen glæder sig over fantastisk valg og regnvejr
Trods kanonvalg til Venstre, så tør Asger Christensen, landmand fra Kolding-egnen mandag morgen ikke udtale sig om egne chancer for, om han er en af de kandidater, som er blevet valgt.

Ved gårdagens EP-valg fik Venstre fire kandidater. Det er særdeles godt nyt for Asger Christensen, landmand ved Kolding, som nu må antages at have fået forbedret chancerne for at komme ind markant.
Venstre var den store vinder ved søndagens Europa-Parlamentsvalg, og fik fire mandater. Hvem de fire mandater så bliver, skal der fintællingen mandag nu afgøre. En af dem der venter i spænding er Asger Christensen, mælkeproducent ved Kolding og tidligere mangeårig formand for KHL.
Effektivt Landbrug har talt med landmanden mandag morgen.
Hvordan er din mavefornemmelse? Kommer du ind?
- Jeg taler som regel gerne om min mavefornemmelse, men lige i det her øjeblik, så tror jeg vi er nødt til at vente på de konkrete resultater. Jeg glæder mig dog vildt over det helt vildt flotte resultat Venstre har fået. Det er historisk, men også et udtryk for det fantastiske kandidathold, som der har været på Venstres liste.
- Og samtidig så står jeg nu og kigger ud over mine marker, som har fået 15 millimeter regn her til morgen. Som bondemand er det jo guldregn.
Så det er en god dag?
- Ja det er simpelthen en god dag.
Hvem ser du som dine største konkurrenter. Det er vel Bergur Løkke Rasmussen og Linea Søgaard-Lidell?
- Jamen, det her er jo ligesom kommunalvalget. Man ser jo, at der kan være nogle der sprænger listen, så det kan man aldrig udtale sig om, siger Asger Christensen.
Venstre-politikeren fortæller, at han er særdeles tilfreds med den kampagne, som han har kørt siden dyrskuet i Aabenraa for et år siden, og som har ført til den måske største bannerkampagne langs motorveje og hovedveje nogensinde.
Ifølge Asger Christensen så skal vi nok vente til »kaffetid« før det endelige valgresultat ligger klar, og det er klart, hvem der kommer ind for de enkelte partier.
- Og her på landet, der er det nok omkring klokken 15, siger han.
Venstre spidskandidat Morten Løkkegaard, samt Søren Gade må begge anses for sikre på at blive valgt ind for Venstre.
På KMDValg.dk opdateres resultaterne i løbet af dagen.