Bonnesen fortsætter som fødevareordfører – men mister miljøet
Venstre har fordelt sine ordførerskaber under denne uges sommergruppemøde. Erling Bonnesen kan nu for snart 10. år i træk kalde sig ordfører for landbruget.

Erling Bonnesen har været fødevareordfører for Venstre siden marts 2010.
I skyggen af dramaet i topledelsen i Venstre så er der under partiets sommergruppemøde på Vestsjælland i denne uge også fordelt ordførerskaber.
Her blev det afgjort, at Erling Bonnesen fortsætter som fødevareordfører i partiet, og dermed ordfører for landbruget. Det er en rolle, som han til næste år kan fejre 10-års-jubilæum i. I marts 2010 afløste han Henrik Høegh (V), som dengang var blevet udpeget som fødevareminister.
I de sidste fire år har Erling Bonnesen i tillæg også været miljøordfører. Den post mister han nu til Jacob Jensen.
Noget at rive i til alle
Erling Bonnesen fortæller til Effektivt Landbrug, at han dog er tilfreds. Det skal ses i lyset af, at Venstres folketingsgruppe er vokset betragteligt siden sidste valgperiode. Her var de 34 personer, hvor cirka en tredjedel var ministre i regeringen. Efter valget har Venstre nu 43 mandater, og ministrene er kommet tilbage i gruppen.
- Alle har skulle aflevere noget for at alle skulle have noget at rive i.
- Men jeg fortsætter som ordfører for fødevarer, landbrug og dyrevelfærd. Og nu vil jeg så arbejde tæt sammen med Jacob Jensen, som bliver miljøordfører. Jeg tror, vi får et fantastisk samarbejde, siger Erling Bonnesen.
Han forklarer, at han vil arbejde for at sikre, at der fremover kan blive drevet landbrug i Danmark, samtidig med, at man passer godt på natur og miljø.
Det vil han følge tæt
Ifølge Erling Bonnesen er det blandt andet arbejdet med den målrettede miljøregulering, som han vil følge tæt i den kommende periode.
- Og så vil jeg også have skabt fokus på forbedringen af konkurrencevilkårene. Jeg ser blandt andet frem til, at den ekspertgruppe, som vi nedsatte sidste år (i forbindelse med tørkepakken, red.), som skal se på landbrugets gæld, den afrapporterer, siger han og fortæller, at det formentlig sker sidst på året.
Også vandløbsområdet fortæller han, at det er et højt prioriteret område.
- Der er vist ikke nogen, der er i tvivl om, at jeg har haft stor fokus på vandløb og afvanding, og det vil jeg også have fremover. Jeg kan bare sige helt klart, at vandet skal kunne afvandes fra både marker, byerne og vejene. Vi har en klimaudfordring, når det regner, og hvis vi ellers bliver inviteret til drøftelser af regeringen, så skal vi også ind at diskutere det, siger Erling Bonnesen.
Udover at være fødevareordfører er den 64-årige venstremand også som fortsat tingsekretær i Folketinget, hvilket betyder, at han leder møder i Folketingssalen, hvis enten formand eller næstformænd ikke kan være til stede.
Ordførerposter i Venstre
Venstre har som det sidste parti udpeget sine ordførere. Her er et udvalg:
Fødevareordfører: | Erling Bonnesen |
Miljøordfører: | Jacob Jensen |
Politisk ordfører: | Jakob Ellemann-Jensen |
Klimaordfører: | Thomas Danielsen |
Landdistriktsordfører: | Peter Juel-Jensen |
Bæredygtighedsordfører: | Marie Bjerre |
Erhvervsordfører: | Tommy Ahlers |
Forskningsordfører: | Ulla Tørnes |
EU-ordfører: | Jan E. Jørgensen |
Fiskeri/forbrugerordfører: | Torsten Schack Pedersen |