Esben Lunde Larsen stopper

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har netop meddelt, at han stopper i Folketinget til næste valg, og at han derfor sætter sin ministerpost til rådighed.

Lidt før klokken 18 tirsdag skrev Esben Lunde Larsen på sin Facebookprofil:
- Efter i næsten 13 år at have været politiker som hhv. byrådsmedlem, viceborgmester, folketingsmedlem og minister har jeg meddelt statsministeren, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg. Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg. Derfor udtræder jeg nu af regeringen og fortsætter mit arbejde i Folketinget indtil videre, meddeler miljø- og fødevareministeren i forbindelse med sin fratræden.

Han takker minister- og politikerkolleger, medarbejderne i ministeriet og sin familie og slutter med et:
-Tiden er nu til at prøve noget nyt - det bliver spændende at se hvad.

Tak fra statsministeren

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i en pressemeddelelse takket Esben Lunde Larsen for sin indsats. Lunde Larsens fratræden sker samtidig med at en anden Venstre-profil, uddannelsesminister Søren Pind også har valgt at trække sig.

- Søren Pind og Esben Lunde Larsen har igennem mange år ydet en flot indsats i Folketinget, regeringen og Venstre. De har arbejdet hårdt for vores land, og det skylder jeg dem en stor tak for, udtaler statsministeren i en pressemeddelelse. 

Esben Lunde Larsen oplyser, at han fortsætter i folketinget indtil næste valg om cirka et år, hvorefter han stopper som folketingspolitiker.

 

 

Læs også