I dag foretager Landbrug & Fødevarer generationsskifte

På et i den grad amputeret delegeretmøde i Herning i dag, bliver den 40-årige svineproducent Søren Søndergaard, der af kolleger bliver beskrevet som en samler, der er klar i mælet, indsat som formand for Landbrug & Fødevarer. Den afgående formand Martin Merrild deltager ikke, da han er coronaramt.

- Det er helt vildt ærgerligt, at det skal være sådan.

Sådan lyder det i et nyhedsbrev fra Landbrug & Fødevares formand siden november 2012, Martin Merrild, der onsdag i Herning ikke kommer til at afholde sin sidste beretning som formand. I slutningen af sidste uge blev Martin Merrild således konstateret smittet med Covid-19, så han har derfor besluttet at blive hjemme.

I nyhedsbrevet fortælles det, at han indtil videre ingen symptomer har, men beretningen kommer han ikke til at aflægge hjemmefra via skærmen, hvor en stor del af de delegerede og andre, som normalt ville være til stede i Herning kommer til at opholde sig. Årets beretning bliver således afholdt af viceformand, Thor Gunnar Kofoed.

Fra Martin Merrild lyder det, at »the show must go on«.

 - Jeg er sikker på, at det trods det usædvanlige setup bliver et godt og konstruktivt møde med den samme entusiasme og debatlyst, som vi er vant til fra mange år i Herning Kongrescenter, lyder det fra Martin Merrild.

Ny formand

Et af punkterne på dagsordenen i Herning er valg af ny formand. Der bliver dog tale om en ren kåring, da ingen meldte sig på banen som modkandidat til den 40-årige svineproducent, Søren Søndergaard, der i dag er formand for rådgivningsvirksomheden Sagro og næstformand for L&F Svineproduktion.

Det har mandag og tirsdag i denne uge ikke været muligt for Effektivt Landbrug at få et par ord fra Søren Søndergaard selv, som tilsyneladende allerede er i fuld gang med at forberede sig på det topjob, som han officielt sætter sig i onsdag eftermiddag.

- Der er lidt meget fart på, lød det mandag aften fra den kommende L&F-formand i en sms, da han ikke havde nået at ringe tilbage.

Han skrev videre, at kalenderen for de næste dage er propfyldt.

Tirsdag eftermiddag kunne L&F’s pressechef Morten Nielsen fortæller, at den kommende formand allerede går fra møde til møde, men er klar til at tale i Herning onsdag.

L&F-formænd gennem tiden

Siden fusionen i 2009 har følgende været formænd for L&F:

3. juni 2009 til 31. marts 2011 – Michael Brockenhuus-Schack

31. marts 2011 til 24. maj 2011 – Niels Jørgen Pedersen (fungerende formand)

24. maj 2011 til 7. november 2012 – Niels Jørgen Pedersen

7. november 2012 til 4. november 2020 – Martin Merrild

4. november 2020 til ???? – Søren Søndergaard

Det er et godt valg

Landbrug & Fødevarers viceformand Thor Gunnar Kofoed, som bliver genvalgt onsdag uden modkandidat, vil dog godt sætte et par ord på den kommende formand.

- Jeg glæder mig til, at han bliver formand. Han er en ny generation og en god fyr. Og vi er meget på linje innovationsmæssigt og så videre, så han er så absolut min kandidat, siger Thor Gunnar Kofoed.

Den afgående formand – 65-årige Martin Merrild – sagde allerede i september, da Søren Søndergaards kandidatur offentligt endnu kun var et rygte, at der bør laves et generationsskifte i L&F.

- Jeg skal passe på ikke at blande mig i det der. Men det er klart, at når jeg stopper, så synes jeg, at det er på tide at lave et generationsskifte. Det vil være godt. Både i forhold til vores medlemmer og til omverdenen.

- Så vil vi kunne sige, at nu sker der et skifte, og så springer man frem til en ny, ung generation, sagde Martin Merrild.

Ros af kolleger

I september fik Søren Søndergaard varm omtale af en række andre formænd i L&F-regi.

Kvægformand Christian Lund, som på rygteplan blev nævnt som modkandidat, gav Søndergaard sin fulde opbakning. Det samme gjorde formanden fra Fyn, Torben Povlsen:

- For mig er han en, der samler. Han er rigtig dygtig til det med at have to ører og en mund. Han er virkelig god til at suge informationer til sig, bearbejde dem og skabe en god proces, når man skal nå frem til nogle ting, sagde Torben Povlsen.

Formand for LandboNord, Niels Vestergaard, roste Søren Søndergaard for at være mediestærk og klar i mælet, når tingene skal forklares i et tydeligt sprog.

Og fra formændene fra de tre landboforeninger Sydvestjysk Landboforening, Herning Ikast Landboforening og Holstebro Struer Landboforening, henholdsvis Anders Harck, Sven Agergaard og Kristian Gade, lød det rosende i september i en fælles udtalelse om den nye formand:

- Søren Søndergaards fremragende analytiske og strategiske evner gør ham til den rette person til at stå i spidsen for dansk landbrug, lød det.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Kofoed fik travlt med at skrive

Når viceformand Thor Gunnar Kofoed onsdag i Herning afholder beretning i stedet for sin coronaramte formand, Martin Merrild, så er det hans egen beretning, som han kommer til at aflægge og ikke blot oplæsning af den beretning, som Martin Merrild skulle have holdt.

- Jeg prøvede til det sidste at få Martin Merrild til at holde den på en eller anden måde, men han er så fokuseret på sin egen bedrift, at det ikke kunne lade sig gøre, siger Thor Gunnar Kofoed, der fortæller, at han derfor nu selv fik travlt med at skrive.

- Jeg har selvfølgelig selv tidligere aflagt beretninger (han er blandt andet tidligere frøformand i L&F, red.), men her har jeg altid haft god tid. Normalt bruger jeg en måned på at tænke, hvordan det skal være, og så skal den skrives, som jeg også plejer at have god tid til.

- Nu har jeg haft siden i går morges. Og der var ikke meget af Martins beretning, som jeg kunne bruge, da han jo har skrevet den som sin sidste beretning, hvilket gik igennem hele beretningen, siger Thor Gunnar Kofoed.

Han lover dog, at beretningen bliver højaktuel.

Til mødet i Herning har tre ministre allerede tilkendegivet deres deltagelse. Det drejer sig om fødevareminister Mogens Jensen (S), miljøminister Lea Wermelin (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S). De to førstnævnte gik i øvrigt tirsdag i selvisolation på grund af coronamistanke. Ingen af dem har dog symptomer, og det har i omkring 10 dage været planen, at de alligevel skulle deltage via video. Også Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen er blandt talerne på delegeretmødet.

Fremhævede dansk svineproduktion i verdenskendt avis

Et af skudsmålene som den kommende L&F-formand Søren Søndergaard har fået af sine kolleger er, at han er meget mediestærk. Et af de medier, som han har talt med er amerikanske NY Times, som i december sidste år skrev rosende om dansk svineproduktion, og det lave antibiotikaforbrug som Danmark har. Søren Søndergaard var efterfølgende meget tilfreds med artiklen.

- Husdyrproduktionen har jo globalt set en kæmpe opgave i at få reduceret sit antibiotikaforbrug, hvis vi stadig skal have anvendelige antibiotika i fremtiden. Her har de (New York Times, red.) fået øje på Danmark i den proces. Og de ville gerne slutte af med et land, hvor det er lykkedes med at have en stor husdyrproduktion med et lavt antibiotikaforbrug, sagde Søren Søndergaard for cirka 11 måneder siden.

 

Læs også