Ifølge Venstre-mand og landmand Asger Christensens egne kampagnefolk, er der rundt om i landet netop nu opstillet 220 storbannere ud til hovedveje og motorveje, som opfordrer til at stemme på netop ham på søndag, når der skal stemmes til Europa-Parlamentet.

Derudover lyder det, at landmænd over hele landet har valgt at bruge penge, tid og kræfter på at hænge Asger Christensens halmballe-bannere samt plakater op. En lang række landboformand har også offentligt markeret deres støtte til Venstre-manden. Den massive kampagne, og det, at han er placeret som nummer tre på Venstres liste, gør, at den tidligere KHL-formand lige nu spås gode chancer for at blive valgt.

Ekspert roser

En af dem, der peger på Kolding-landmandens gode chancer, er Lars Midtiby, direktør i Danske Handicaporganisationer og tidligere partisekretær for Socialdemokratiet gennem otte år. Han har dermed været igennem flere valgkampe, inden han han i 2017 stoppede som partisekretær efterfølgende også er blevet anvendt som politisk kommentator af flere medier.

- Jeg har bemærket den kampagne (fra Asger Christensen, red.). Den er meget markant. De har virkelig fået sat det i system langs motorvejsstrækningerne. Og det er vel og mærke sket i en valgkamp, hvor EP-kandidaterne slås med folketingskandidaterne om opmærksomheden. Det er godt set af dem, siger Lars Midtiby.

Han fortæller, at første forudsætning for overhovedet at få en stemme er, at vælgeren genkender ansigtet på den person, som vedkommende vil stemme på.

- Banneret alene flytter ikke stemmen, det skal kombineres med noget andet. Der er dog lavet forskning, der viser, at valgplakater har positiv betydning. Så jeg er ikke i tvivl om, at det er fornuftigt det, som de (Asger Christensens kampagne, red.) har gjort, og det har en betydning, siger han.

Slås med tre andre

Lars Midtiby har for et par uger siden i en kommentar hos Altinget, hvor han er kommentator under valget, netop peget på Asger Christensen som en af dem, som står til at kunne blive valgt for Venstre, dog i hård kamp med nummer to på Venstres liste, sjællandske Linea Søgaard-Lidell.

På det tidspunkt stod Venstre i meningsmålingerne til at få tre mandater. Ved de seneste målinger står Venstre nu til fire mandater.

- I Venstre er der to mandater, der er ret sikre. Det er Morten Løkkegaard og Søren Gade. Til mandat nummer tre og eventuelt nummer fire, der ser jeg to-tre kandidater, der ligger godt til, siger Lars Midtiby.

Også Lars Løkke Rasmussens søn, Bergur Løkke Rasmussen, stiller blandt andet op.

Udfordret af Bock

Lars Midtiby peger dog også på en anden udfordring for Asger Christensens kampagne, som jo især er afhængig af, at landmanden får stemmer fra det sted, hvor han er kendt, nemlig fra landbrugskredse.

- Asger Christensens problem er dog, at han godt kan blive udfordret af Liberal Alliances Mette Bock, som jo også har nogle gode kontakter ind i landbruget. Især hos Bæredygtigt Landbrug, siger Lars Midtiby.

For nyligt opfordrede den tidligere Bæredygtigt Landbrug-direktør, Vagn Lundsteen, blandt andet på sin Facebookside til, at landmænd stemmer på Mette Bock til søndagens valg.

Liberal Alliance tror Lars Midtigaard dog ikke på.

- Nej, der er simpelthen for lang vej for dem. Min forventning er, at de får endnu fem år, hvor de ikke er repræsenteret nede i Europa-Parlamentet, siger han.

Politik