Læskursagen i Landsretten: Ulf Nielsen vil komme med ny dokumentation
Ulf Nielsen, der i maj 2018 blev idømt bødestraf for ikke at have et læskur til sine rundt regnet 300 anguskvæg og småheste, vil forsøge at overbevise dommeren ved Landsretten i Viborg om, at argumenterne mod ham ikke hænger sammen. - Jeg har dokumentation, der går 180 grader imod det, de vil hænge mig op for, siger han.

Ulf Nielsen fortæller selv, at det først og fremmest er af princip, at han har valgt at anke sin bødestraf på 15.000 kroner til Landsretten. Arkivfoto: Alexander Dornwirth
Ulf Nielsen ved Fjerritslev vil forsøge endnu engang at overbevise en dommer om total frifrindelse for den bødestraf på 15.000 kroner, han blev idømt i maj 2018.
Det handler som sådan ikke om pengene, for med det antal timer han har lagt i sagen, så er det en særdeles beskeden timeløn, han kan håbe for med en frifindelse.
- Det handler om princippet. Nogle bliver nødt til at stå op imod bureaukratiet og det pilrådne system. Et system, hvor man hellere vil tro på en dyrlæge uden nogen som helst praktisk erfaring med selv at passe dyr, udover måske en kanariefugl, fremfor sådan en som mig, som hele livet er gået op i, at mine dyr altid skulle have det godt, siger Ulf Nielsen.
Retssagen i Landsretten foregår onsdag den 21. august klokken 13 i Viborg, og Ulf Nielsen fortæller, at han ikke ville have noget imod, hvis andre – der selv har været udsat for noget, der minder om hans sag – dukker op.
- Jeg er jo langt fra den eneste. Der foregår mange absurde ting, og jeg har selv snakket med andre, som har kunnet berette om lignende hetz set fra systemets side. Så man skal være hjerteligt velkommen til at komme og følge sagen, siger Ulf Nielsen.
Ny dokumentation
Ulf Nielsens advokat vil under retssagen fremvise ny dokumentation, som hovedpersonen selv håber vil gøre indtryk på dommeren.
- Han (advokaten red.) har opfanget noget korrespondance mellem Fødevarestyrelsen og Det Veterinære Sundhedsråd, hvor der i bund og grund står noget om, at det er noget pjat det der med, at dyrene ikke må blive våde. Når de nu har godt huld og en god pels, så tager de ikke skade af det. Så den dokumentation har vi, siger Ulf Nielsen.
Derudover vil han forsøge at lave en kobling mellem en undersøgelse, der blev lavet af Københavns Universitet for en årrække tilbage, og hans egen sag.
- Der blev lavet en scanning af nogle forskellige dyr og de der fire hårdføre kvægracer. Og der kom de faktisk frem til, at angusracen er bedst isoleret, når den er våd. Og det er jo noget, der er 180 grader imod alt det der, de sidder og snakker om, siger Ulf Nielsen.
Lighed for loven
Derudover vil Ulf Nielsen også gerne fortælle lidt om det, som han selv betegner som »lighed for loven«.
- Rundt omkring finder man de her rewilding-projekter, hvor dyrene tilsyneladende kan gå og dø af sult. Og så er der sådan nogle som os, der sørger for at vores dyr har det godt, som ender med at blive dømt for noget så absurd som læskure, hvor der slet ikke er behov. Det begriber jeg simpelthen ikke, lyder det fra nordjyden.
Dyreetisk råd er uenig om meningen i, at man nogle steder lader dyrene dø af sult, samtidig med at der er strammet voldsomt op for det andet.
- Lovgiverne og Det Veterinære Sundhedsråd tror mere på de bette piger, der ikke har nogen praktisk erfaring. I stedet for at tro på de erfarne mennesker, der passer dyr hver dag.