Landmænd ved grænsen mellem Danmark og Tyskland, der har marker på begge sider, er kommet i problemer, da der lige nu kun er én grænseovergang, som de kan benytte sig af.

Og selvom det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi i weekenden lød, at der bliver arbejdet på en løsning omkring grænselukningen, der generer landmænd mindst muligt, og der forventes en løsning inden for kort tid, så lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen (S), at landmændene i grænseområdet må indstille sig på øget ventetid, så længe grænserne er lukkede.

Det fortæller han i en kommentar til Effektivt Landbrug.

Hvad mener du om den uheldige situation?

- I lyset af den nuværende situation besluttede regeringen i sidste uge at lukke en stor del af grænseovergangene til blandt andet Tyskland for at begrænse smittespredningen. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det giver øget transport- og ventetid for de danskere, som skal krydse grænsen – herunder landmænd med marker på begge sider af grænsen.

Har du nogle tiltag på vej, så landmændene får lettere ved at passere grænsen end det er tilfældet lige nu?

- Landbruget leverer et stort og vigtigt bidrag til, at Danmark kan komme godt igennem den nuværende situation, og regeringen gør alt, hvad den kan, for at minimere generne ved den aktuelle situation. Men så længe grænserne er lukket, kan det nok ikke udelukkes, at der kan være øget transport- og ventetid for alle – også landbruget, lyder det fra Mogens Jensen.

I gårsdagens avis lød det fra De Radikales Nils Sjøberg, at der bør findes en løsning for landmændene i området. Formand for LHN, Jørgen Popp Petersen, fortalte, at 27 landmænd, der er medlemmer af hans forening, lige nu har store logistiske udfordringer på grund af grænselukningen.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Politik