- Det er jo en revolution, det her.

Socialdemokratiets transportordfører Magnus Heunicke var tydeligt begejstret, da han som led i den aktuelle valgkamp var havnet på en mark i Kettinge på Lolland, som dyrkes efter conservation agriculture-principper.

Marken er meget snart ejet af den kun 25-årige nyuddannede agrarøkonom, Martin Justesen, der til august er igennem et generationsskifte, så han overtager en årlig produktion på 4.500 slagtesvin og 90 hektar fra sin far, Jørn Justesen.

Det, som især imponerede socialdemokraten, var, udover landmandens unge alder, også det faktum, at Martin Justesen forklarede, hvordan han undersøger muligheden for at benytte sig af alternative og mere bæredygtige proteinkilder til sine dyr en gang i fremtiden. Eksempelvis larver fra insektfarme.

- Sidste år oplevede vi, at hestebønnerne svigtede os lidt og tørrede væk i den tørre sommer. Så det her med at lægge an på, at vi skal fodre med 5-10 procent hestebønner, hvis vi kun høster et ton pr. hektar, det er jo ikke nok til hverken det ene eller andet.

- Så det her med protein fra bæredygtige kilder er interessant. Jeg har lige siddet og læst om søstjerner for eksempel, og hvis det er noget, som kan lykkes, eller hvis man kan lave sit eget i form af nogle larver, så kunne det også være noget. Det var også noget, som vi havde meget fokus på i skolen, sagde Marin Justesen til Magnus Heunickes begejstring.

- Kan vi holde omkostningerne på samme niveau, så er det da den helt rigtige vej at gå, tilføjede Martin Justesen.

Inviteret af L&F

Også Dansk Folkepartis René Christensen var med i marken i Kettinge, ligesom Liberal Alliances Laura Lindahl og Venstres Marcus Knuth var det. Det var Landbrug & Fødevarer der havde inviteret politikerne ud i den række af politiker-arrangementer, som organisationen arrangerer for tiden over hele landet. Forinden besøget i Kettinge havde de fire politikere været på besøg hos Hardi i Nørre Alslev.

Fra Magnus Heunicke lyder det til Effektivt Landbrug, at han finder det meget gavnligt at komme ud til en landmand som Martin Justesen. Han fortæller, at det faktisk også er første gang, at han stifter bekendtskab med dyrkningssystemet conservation agriculture, som af mange fremhæves som særdeles klimavenligt.

- Jeg synes, at det er enormt spændende det her. Jeg har kæmpe respekt for sådan en 25-årig gut, som gør det her vigtige arbejde og har nytænkning hele tiden.

- Han har parkeret ploven, og så er det regnorme, som står for noget af det. Det er da vildt imponerende. Og så har vi efterafgrøderne, som sluger pesticiderne. Det er da fantastisk.

Men der skal jo bruges en del pesticider, når jorden dyrkes på denne måde. Hidtil har jeres miljøordfører (Christian Rabjerg Madsen, red.) jo ikke ligefrem været en, der har udtalt sig begejstret for pesticider…

- Næh, men det handler om, hvordan man gør det. Og for mig er det vigtigt, at det her det skal ikke være religion. Det skal være sund fornuft. Kan man finde nye måder at gøre tingene på, som sikrer, at man får et bedre klimaaftryk, så synes jeg, at man skal være meget åben for at se på det. Det er jo også derfor, at jeg er her. For at lære nyt og for at høre fra sådan en ung mand, som virkelig har mod på det. Det er vildt spændende.

Hvad for en fremtid går han i møde, hvis I nu får magten her om lidt, som det ser ud til?

- Jeg mener, at vi i den grad skal lave nogle brede politiske forlig. Desværre er det for den nuværende regering ikke lykkedes hver gang for den her regering, og det er en skam. Især for sådanne erhverv som her, hvor man laver så kæmpestore investeringer. For ham her er det jo en livsinvestering, og der vil det være langt bedre med nogle brede forlig. Og det vil vi også gå efter. Og kommer vi til at sidde i regering, så håber jeg, at det vil den kommende opposition så også være med på.

- Og så må vi jo alle sammen bøje os mod hinanden, siger Magnus Heunicke.

Innovativ tankegang

Fra Marcus Knuth, der lige nu er blandt andet uddannelses- og forskningsordfører for Venstre, lyder det, at han også finder besøget på gården i Kettinge, som drives efter conservation agriculture for interessant.

- Det er interessant at komme ud at høre at se, hvordan det fungerer i virkeligheden, og hvordan det fungerer her med en moderne, innovativ tankegang, hvor der er sat fokus på CO2 og miljøet.

Men politisk har I jo ikke haft så meget fokus på det de sidste fire år?

- Nej, men jeg mener, at sådan noget som her skal være drevet fra begge sider. Altså både politisk, men også fra erhvervet selv. Og her er det skønt at møde en 25-årig landmand, som bare har styr på tingene og gør det på den her måde, siger Marcus Knuth.

Glyphosat er vigtigt

Under besøget forklarede Martin Justesen de fire politikere, der var flankeret af L&F-direktør Morten Høyer, om gårdens sædskifte, efterafgrøder og regnormenes vitale betydning for den metode, jorden bliver dyrket efter. Derudover om den vitale betydning som pesticider har for det pløjefri dyrkningssystem.

- Ja, der er ikke så meget klimaaftryk ved regnorme. Men en af de andre ting, som er meget vigtig for det her system, er jo, at vi har glyphosat. Vi har derfor også et vågent øje på det, som foregår politisk her. Vi var da lidt urolige sidste år, hvor det var rigtig tæt på, at vi mistede den. Nu håber vi, at der kan komme en lidt mere nuanceret debat om det her. Ellers så kan det blive nødvendigt for os at begynde at bruge plov igen en gang imellem for at bekæmpe ukrudtet ordentligt. Og det vil være den forkerte vej at gå, sagde Martin Justesen til de fire politikere.

Det er på EU-plan, at det bliver afgjort, om glyphosat skal være tilladt eller ej. Foreløbig gælder godkendelsen til 2022.

Pløjefri dyrkningPolitik