Venstres nye miljøordfører Jacob Jensen: - Vi skal vise vejen og ikke piske os selv
Jacob Jensen mener, at man skal se på livs- og årscyklus i landbruget. Samtidig skal landbruget være innovativt, og Danmark skal vise vejen i forhold til USA, Indien og Kina.
- Landbruget fylder meget visuelt, også i den aktuelle klimadebat, og det er nemt at give skylden til den røde bøf, vi spiser.
Sådan lyder det fra Jacob Jensen, nyvalgt miljøordfører i Venstre, som med det samme tilføjer:
- Jeg tror dog ikke, at danske forbrugere stopper med at spise bøffer eller lave brød, hvis vi siger, at der ikke længere skal laves oksekød eller brødkorn i Danmark. Vi vil i stor stil så blot importere det fra de baltiske lande eller fra Sydamerika, og så er miljø- og klimapåvirkningen endnu større.
- Den CO2, der lukkes ud i Ukraine, Brasilien eller Danmark, kan klimaet ikke mærke forskel på. Derfor skal vi langt hellere gå foran og vise kineserne, inderne og amerikanerne nye teknologier og veje at gå, i stedet for at blive ved med at piske os selv, mener den midtsjællandske politiker.
Rod i landbruget
Jacob Jensen har rod i landbruget, men han sidder ikke i Folketinget og repræsenterer et bestemt erhverv.
- Det er dog klart, at jeg med en baggrund i landbruget har en bedre mulighed for at tale landbrugets sag, ligesom jeg bedre kan sætte mig ind i nogle af de problemstillinger, dansk landbrug oplever.
Jacob Jensen er eneste folketingsmedlem valgt i Sjællands Storkreds, der kommer direkte fra landbruget. Hans oldeforældre købte tilbage i 1924 Langholmsgården ved Tølløse, og for to år siden overtog Jacob Jensen selv gården, som hans bror nu forestår den daglige drift af.
Vægt bag ordene
Jacob Jensen peger på, at selv om han ikke selv har en landbrugsmæssig uddannelse, så har han kørt traktor, siden han var otte år og har alle dage været med i marken, når der var behov for det.
- Jeg kan således lægge en vis vægt bag mine ord, og det bevirker, at de politikker og lovforslag, vi kommer med på området, bliver tonet i den retning, jeg synes, de skal.
Videre mener Jacob Jensen, at hans folketingskollegaer lytter, når han siger noget om vandboringer, grundvandsproblematikker, generelle miljøtiltag, randzoner, datotyranniet eller reglerne om vinterpløjning.
- Netop fordi jeg færdes i landbrugskredse, får jeg viden og indsigt, også når det gælder markens og planternes årscyklus, hvornår afgrøden samler mindre kvælstof, og på hvordan regler og love påvirker virkeligheden og praktisk landmandskab.
Synlige sprøjter
Omkring vandboringer og BNBO-områder, siger Jacob Jensen:
- Jeg synes, man skal se, hvad det er for kilder, der har påvirkning på kvaliteten af vores grundvand. Rent faktisk er det få steder, man kan pege tilbage på landbruget. Mange grundvandsforureninger relaterer sig faktisk til industrien, til sprøjtninger langs jernbaner, gamle lossepladser og så videre. Desværre er det bare så nemt at pege på landbruget, fordi landbruget med sine store sprøjter er så synlige i landskabet.
En af de ting, Jacob Jensen gerne vil gøre op med, er datotyranniet. Han ønsker at reducere de nuværende godt 150 til maksimalt 100 vigtigste.
Pres fra befolkningen
Venstre sad i regering indtil valget i juni, og kunne i de seneste fire år måske have gjort mere for landbruget?
- I princippet ja, men når man sidder i regering, så har man udspils-, men ikke flertalsretten. Vi har også i vores gruppe personer, der siger, at vi skal hjælpe erhvervet, siger Jacob Jensen og fortsætter:
- Vi skal også bare huske på, at sekundet efter vi kører i den rendyrkede retning, så kommer mange politiske modstandere, organisationer med flere med udtryk som »gyllevenstre«, »brune Venstre«, og så kommer der et pres fra den brede befolkning, der siger, vi skal passe på.
Særlig dagsorden
I den forbindelse erkender midtsjællænderen, at de store debatter ofte rejses af interesseorganisationer, der har en særlig dagsorden, når det gælder for eksempel natur, grundvand og miljø.
- De vil gerne sætte dagsorden og prøver at påvirke alle de steder, de kan. Og så kan det nogle gange blive svært for os at få en sag igennem Folketinget.
- Alle vil gerne påvirke i den ene eller anden retning, og det er ikke uden grund, at mange organisationer ønskede et møde med mig, da det blev offentliggjort, at jeg blev ny miljøordfører, fortæller Jacob Jensen, som oplyser, at det er vigtigt for ham at have kontakt til landbruget.
- Det handler ikke om at fiske stemmer eller være i lommen på landbrugsorganisationer, men hvis ikke jeg føler for det, jeg laver, så vil jeg ikke have det godt med at gøre det.
Mest miljø for pengene
Når det gælder hele miljøspørgsmålet, er Jacob Jensen meget klar i mæglet:
- Vi skal have mest miljø for pengene. I bund og grund vil vi alle gerne miljøet godt. Vi har blot forskellige måder at gøre det på. Nogle mener, vi skal kunne det hele, men jeg mener, vi skal prioritere de ressourcer, der er. Vi skal handle, hvor vi er bedst og ikke bare skyde med spredehagl.
- Det er også derfor, jeg er imod restriktioner, der går ud over samtlige landmænd, hvis det kun er 10 procent, der har noget at gøre med det tiltag eller den retning, vi gerne vil gøre noget med.
Samme spilleplade
Videre fortæller Jacob Jensen, at hans udgangspunkt er, at landbrugssektoren skal være innovativ og udvikle metoder til at være i konkurrence med andre – med en forpligtelse til at være opmærksom på naturen.
- Vi skal se på, hvordan tingene i naturen hænger sammen. Vi må ikke kun se på solotænkning, men skal også se på års- og livscyklus i landbruget og på sideffekter, forklarer han og mener også, at man skal se på, hvordan beslutninger i Danmark hænger sammen med, hvad man gør i andre lande.
- Er noget tilladt i andre lande, har vi som et lille land en interesse i, at vi alle har den samme spilleplade, samtidig med at vi har en forpligtelse i forhold til dansk fødevareproduktion. Og så skal der kunne leveres på det, der efterspørges.
- Det er for eksempel ikke for sjov, at man sætter vildsvinehegn op. Der er mange hensyn at tage, og vi skal sikre dansk produktion, ligesom vi skal se, hvad der sikrer kvalitet. Jeg er ikke bare sort-hvid.
Uenige eksperter
På spørgsmålet om ikke det er vanskeligt at navigere i en verden, hvor selv eksperter modsiger hinanden, svarer Jacob Jensen:
- Jo, der er mange synspunkter og holdninger, men vi er som folkevalgte politikere valgt til at træffe nogle afgørelser. Derfor må vi også kigge på den viden, de kilder og kanaler, der er til rådighed og træffe vores beslutninger ud fra det.
- Det er bekvemt at sidde på Aarhus Universitet og udtale sig om et eller andet, men vi ved godt, at ikke alt er objektivt. Det er derfor også vigtigt, der kommer landmænd med gummistøvler på, som fortæller, hvordan de oplever virkeligheden.
Efter folketingsvalget i juni ændrede det politiske spil sig på Christiansborg, hvor »de røde« nu har magten.
- Vi sidder i opposition i øjeblikket, hvor vi er det eneste parti, der med vores 44 stemmer alene kan give Socialdemokratiet flertal.
- Socialdemokraterne kan vælge at gå i dialog med os og lave balancerede aftaler, eller gå til den yderste venstrefløj og se, hvem af dem de kan få med. Jeg glæder mig derfor til samarbejdet med den nye miljøminister Lea Wermelin.
Jacob Jensen har desuden den holdning, at han gerne vil have, at Venstre spiller sig på banen.
- Jeg tror også, at folk, der stemte Venstre, regner med, at vi bruger vores mandat og påvirker, der hvor vi kan. /hs
46 år
Gårdejer ved Tølløse på Midtsjælland
Miljøordfører for Venstre
Medlem af:
- Folketinget for Venstre siden 2005 – valgt i Sjællands Storkreds
- Folketingets finansudvalg
- Regionsrådet Sjælland siden 2018
- Danske Regioners bestyrelse
- Bestyrelsesformand i pensionskassen Pensam
- Nationalbankens repræsentantskab



































