Roskilde Dyrskue blev i 2017 kåret som »Bedste Børneevent«, og der er mulighed for at det store, populære dyrskue i år kan genvinde den titel.

Brugerne af Danmarks største guide for børnefamilier, Børn i byen, har nemlig igen i år nomineret Roskilde Dyrskue, der således er med i kampen om titlen som »Bedste Børneevent 2018«.

Der er fire andre kandidater til prisen, Cirkus Summarum, Langelandsfestival, Københavns Middelaldermarked og BørnefestiBAL, og vinderen findes i en onlineafstemning, hvor alle kan deltage.

Man kan allerede nu afgive sin stemme på én af de nominerede via roskildedyrskue.dk. Afstemningen løber frem til tirsdag den 30. oktober klokken 16, og resultatet offentliggøres i begyndelsen af november.