Vi skal konvertere vores lokale betydning til mere lokal indflydelse
2026 bliver et år med behov for fællesskab, faglighed og tæt lokalt samarbejde, skriver Allan V. Pedersen, formand for Jysk Landboforening i denne nytårsklumme.

Allan V. Pedersen. Foto: Jysk Landboforening
Af Allan V. Pedersen, formand for Jysk Landboforening
2025 blev et år med betydelige forandringer for landbruget. Grøn trepart har sat en retning, der vil præge vores hverdag i mange år frem, og arbejdet skal nu omsættes til konkrete løsninger lokalt.
Arealomlægninger, natur- og biodiversitetstiltag, skovrejsning og ændringer i husdyrproduktionerne skal realiseres på de enkelte bedrifter – i de lokalsamfund, hvor landbruget er en bærende del af økonomi og kultur, og hvor vi og vores ansatte er med til at holde liv i købmand, skole og daginstitutioner.
Derfor var årets kommunalvalg alt andet end en parentes. Kommunerne er helt centrale aktører i den grønne omstilling. De er både myndighed og facilitator i de processer, der skal sikre, at vi når målene for reduceret næringsstof- og drivhusgasudledning.
Samarbejdet mellem landbrugets organisationer og de folkevalgte er derfor afgørende. Det lokale kendskab, forståelsen for erhvervets rolle og de relationer, vi opbygger, er med til at forme de løsninger, der træffes i kommunerne.
Samarbejdet skal fortsætte
En vigtig opgave i 2026 bliver at række ud og fortsætte vores tætte samarbejde med kommunerne – både de genvalgte og de nyvalgte. Det er gennem dialog og fælles faglighed, at omstillingen kan ske realistisk for de landmænd, der skal gennemføre den i praksis.
2026 byder på mange opgaver. Vi skal navigere mellem ny regulering, kompensationsmodeller, arealprojekter og den daglige økonomiske optimering af bedriften. Det kræver stærk faglighed og gode beslutningsgrundlag.
Derfor skal vi som forening være til stede, hvor viden udvikles. Et eksempel er vores deltagelse i kystvandrådene for Vadehavet og Vejle Fjord, hvor vi i fællesskab med andre aktører arbejder med vidensopbygning, der både gavner miljøet og sikrer realistiske rammer for landbruget.
2026 bliver et år med behov for fællesskab, faglighed og tæt lokalt samarbejde. Vi fylder meget i landskabet og i de lokale fællesskaber – og det skal vi gøre gældende ved at omsætte vores betydning til endnu mere lokalpolitisk indflydelse. Kun sådan kan vi skabe udvikling – ikke afvikling – for landbruget i vores område.





































