Kvælstofaftale fik massiv kritik på nytårskur i Spiras
Formanden for Spiras, Poul Christensen, langer ud efter en aftale, han kalder skæv og urimelig. Tilliden slides, når regningen igen lander hos landbruget, lød budskabet til 700 deltagere ved nytårskuren i Agerskov-Hallen.

- Kvælstofaftalen har ramt hårdt. Det er der ingen grund til at pakke ind, sagde formanden for Spiras Poul Christensen ved en nytårskur. Pressefoto
Kvælstofaftalen fylder – og den gør ondt. Det stod klart, da formanden for Spiras, Poul Christensen, tog ordet ved den traditionsrige nytårskur i Agerskov-Hallen, der var fyldt til sidste plads med 700 deltagere.
- Kvælstofaftalen har ramt hårdt. Det er der ingen grund til at pakke ind, sagde Poul Christensen og understregede, at landbruget ønsker at tage ansvar for den grønne omstilling – men ikke for enhver pris.
Han gjorde det samtidig klart, at Landbrug & Fødevarer ikke er en del af selve kvælstofaftalen, som er indgået mellem partierne i den grønne trepart.
- Vi vil den grønne omstilling. Men vi er imod aftaler, der er urimelige, skæve og rammer uden tilstrækkelig faglighed og sikkerhed, sagde formanden.
Slider på tilliden
Ifølge Poul Christensen er det særligt problematisk, at byrden atter placeres hos landbruget, mens andre udledninger først skal håndteres på et senere tidspunkt.
- Når byrden igen og igen lander hos landbruget, så slider det på tilliden. Og tillid er ikke noget, man kan regulere sig til – den skal bygges, lød det fra talerstolen.
Spiras vil derfor kæmpe for, at danske landmænd ikke bliver dem, der betaler prisen for den grønne omstilling.
- Vi kommer til at arbejde for, at aftaler kan justeres, hvis de viser sig at ramme hårdere end forudsat. Det skylder vi jer, sagde Poul Christensen.
Samtidig mindede han om, at der også er meget at være stolt af i dansk landbrug. Branchen leverer sunde fødevarer hver eneste dag og er i konstant udvikling, understregede han.
- Vi omstiller os hele tiden med ny teknologi, nye metoder og nye løsninger. Vi går eksempelvis forrest i biogas. Det er ikke småting, sagde han.
Opfordrede til sammenhold
Afslutningsvis pegede Poul Christensen på, at landbruget står over for modvind – men at sammenholdet er afgørende.
- Der er mørke skyer over landbruget, men det er i modvind, det betyder noget, hvordan man står. Og om man står sammen, sagde han.
Kvælstofaftalen er hverken den første eller den sidste udfordring, landbruget vil møde, lød konklusionen.
- I Spiras vil vi kæmpe. Ordentligt. Sagligt. Og i fællesskab.







































