Fra årsskiftet vil rådgivningsvirksomheden Fjordland udvide direktionen. Det sker halvandet år efter fusionen, hvor Landbo Limfjord, Lemvigegnens Landboforening og Landbo Thy slog kræfterne sammen.

Nu er virksomheden klar til det næste store skridt på vejen mod at skabe en stærk organisation, der skal sikre professionel og værdifuld rådgivning til erhvervet.

Pr. 1. januar udvides direktionen bestående af Henrik Hardboe Galsgaard, der fortsætter som administrerende direktør, Flemming Pedersen, der bliver vicedirektør for økonomi & jura, og Henrik Hornstrup, der bliver vicedirektør for planter, miljø & natur. Dertil tiltræder Mette Balle Hermansen som chef for Fjordlands personaleafdeling og for marketing.

Den nye direktion

Som vicedirektør for økonomi & jura tiltræder den nuværende chef for økonomi & virksomhedsledelse, Flemming Pedersen, og skal her repræsentere tre overordnede områder inden for økonomi, den almindelige, daglige drift og forretningsudvikling, strategi og udvikling samt mægler & jura.

Henrik Hornstrup, der i dag sidder som chef for planteavl hos Fjordland, tiltræder den nye stilling som vicedirektør for planter, miljø & natur. Stillingen er oprettet med et ønske om at sætte endnu stærkere ind på den grønne dagsorden.

Som en del af den nye direktionsstruktur er det blevet besluttet, at Fjordlands personale- og marketingsafdeling skal have foretræde for direktion for at sikre afdelingernes synlighed på direktionsniveau. Nuværende direktionsassistent Mette Balle Hermansen tiltræder som chef for Fjordlands personaleafdeling, som fremover skal hedde people & culture (P&C), og marketing.

Store forventninger

Det er med store forventninger, at administrerende direktør Henrik Hardboe Galsgaard går ind i 2023.

- Sammenslutningen af de tre rådgivningshuse har givet os et robust fundament til at drive virksomhed og forening. Nu vil vi gerne løfte virksomheden yderligt. Én ting er, at vi har skabt en stærk strategi for Fjordland, men et andet og endnu mere krævende arbejde er at få den implementeret i organisation. Og det tror jeg på, at vi kan lykkes med, med den nye direktion, siger Henrik Hardboe Galsgaard.