I forbindelse med nytåret er der åbnet en ny portal »Kort til bekendtgørelser«. Her finder man kortdata til de bekendtgørelser, der er offentliggjort af Landbrugsstyrelsen fra 28. december 2022 og frem.
Landbrugsstyrelsen udsteder flere bekendtgørelser, hvor man henviser til kortdata. Som noget nyt samles disse kortdata i en ny portal, »Kort til bekendtgørelser«.
Man finder styrelsens bekendtgørelser på retsinformation.dk, når de er udstedt. På portalen »Kort til bekendtgørelser« finder man de kortlag, der er nævnt i den enkelte bekendtgørelse.
I »Kort til bekendtgørelser« er der en liste over bekendtgørelser. Man kan under den enkelte bekendtgørelse se, hvilke kortlag der er gældende. Man vil få vist alle kortlagene fra start. Man kan vælge kun at se nogle af kortlagene ved at fjerne og tilføje flueben under de enkelte kortlag.
Søg på en adresse eller zoom i kortet for at komme til et bestemt område. Man kan der se, hvilke forhold der gælder for området under den enkelte bekendtgørelse.
Man kan skifte mellem forskellige kortbilag til forskellige bekendtgørelser. Et kortbilag er en samling af kortdata, der kundgøres sammen med bekendtgørelsen.
Når en bekendtgørelse ikke længere er gældende, vil der oven på kortet være en markering af, at kortbilaget er historisk.