Siden Jacob Christiansen satte sig for bordenden i rådgivningsvirksomheden Velas med et nyt hold omkring sig, er både medarbejderne og kunderne blevet mere positive omkring Velas.
Ny retning, ny strategi og store strategiske ændringer, det var, hvad Jacob Christiansen gik ind i Velas med, da han satte sig i direktørstolen for omkring halvandet år siden.
- Vi har været en ret turbulent tid igennem, fortæller direktøren, som startede med at skifte halvdelen af topledelsen ud.
For Velas skulle i en ny retning, og det krævede store strategiske ændringer og en ny strategi.
Tilknytning til Velas
Jacob Christiansen så hurtigt, at der var et enormt uudnyttet potentiale i virksomheden. Blandt andet hos kunderne og de ansatte, som egentlig ikke var superglade for Velas.
- Som kunde var det meget rådgiveren, man var knyttet til, og meget lidt Velas. Og når man sidder som administrerende direktør for Velas, så repræsenterer det jo både noget godt, men også en risiko. Og den risiko er, at skulle medarbejderen vælge at skifte, jamen så er der en udpræget risiko for, at landmanden følger med.
Derfor ville Jacob Christiansen gerne knytte kunderne endnu mere til Velas.
- Jeg vil gerne sikre, at det man er hos, det er Velas.
Kunden skal tilknyttes et team
Noget af det, som Velas satte i søen, var, at man i højere grad arbejder som et hold omkring kunden.
- Man må ikke kun stifte bekendtskab med én medarbejder, siger direktøren og slår fast, at det selvfølgelig ikke gælder alle 11.000 kunder. Men at Velas mere taktisk er begyndt at kigge på at sikre, at man ikke er afhængig af én rådgiver.
Og samtidig være bevidste om, hvad kunden har brug for.
- Velas har mange varer på hylderne. Der blev bare ikke brugt ret meget af det. Så hver enkelt kunde repræsenterer et meget lille begrænset køb, men potentialet var enormt, forklarer Jacob Christiansen.
Ville være bedst til noget
Han oplevede, da han startede, at Velas var lidt ligesom alle de andre.
- Jeg ville gerne, at vi skulle blive kendt og anerkendt for noget.
- Vi skal være bedst til noget, og det er derfor glædeligt at se, at vores investering ind i blandt andet det her ESG og klimarådgivning i virkeligheden er ved at skabe os en plads, som er blandt de bedste, lyder det.
Medarbejderne skal lykkes som hold
En af de ting, som Jacob Christiansen også hurtigt opdagede, var, at medarbejdertilfredsheden ikke var i top.
- Mine medarbejdere var ikke villige til at anbefale Velas som arbejdsplads. Og det er jo i hvert fald ikke en god start, fortæller direktøren.
Noget af det, der er sket i Velas, er, at medarbejderne i højere grad »bedømmes« for deres holdindsats.
- Vi ville meget gerne væk fra, at hver enkelt medarbejder alene blev målt på sin egen omsætning eller på sin egen indtjening eller på sin egen udfakturering, fordi det var egentlig ikke det vigtigste. Det vigtigste var og er, at vi lykkedes som hold.
Derfor skal det at oplære en nye medarbejder, eller henvise en kunde til en anden konsulent, være mindst lige så godt, som hvis man selv genererer omsætning.
- Vi skal lykkes som hold, siger Jacob Christiansen.
Attraktiv arbejdsplads
Ledelsen er styrket, den individuelle bonus er væk, og så er der et større fokus på løbende at holde sig orienteret om, hvordan det er at være ansat i Velas.
Helt konkret oplever Velas, at der i dag kommer dobbelt så mange ansøgere, når de slår en stilling op, som der gjorde, da den nye direktør trådte ind ad døren.
- Og vi er lykkedes med, at folk ikke går ud igen, for det har været en dyr fornøjelse at sige farvel til 15 procent af alle dem, man har ansat, siger Jacob.
Velas er på vej
Han oplever i dag, at flere ansatte er villige til at anbefale Velas som arbejdsplads, ligesom pilen også har fået et nøk op blandt kunderne, som også i højere grad er villige til at anbefale Velas.
Men den nytilkommende direktør er ikke i mål. Potentialet er endnu større.
- Der er lang vej endnu. Men det er den her transformation, vi har fået sat i gang, og vi kan se, at noget af det allerede har virket. Og det er sådan set bare et skridt på en lidt længere rejse.
Væksten skal følge med
Men den store strategiske satsning er ikke kommet uden omkostninger, og derfor kom Velas kun ud af 2023 med »skindet på næsen«, som direktøren fortalte på generalforsamlingerne ved de ni ejerforeninger.
Direktøren forventer en vækst gennem 2024, godt båret på vej af den nye strategi, så der næste år kan præsenteres et mere prangende regnskab, lyder det.
- Vi skal være bedst til noget, og det er derfor glædeligt at se, at vores investering ind i blandt andet det her ESG og klimarådgivning i virkeligheden er ved at skabe os en plads, som er blandt de bedste.
Jacob Christiansen, administrerende direktør i Velas