Landbrugsskole vil dyrke fremtiden i væksthus
Fruervadgårds Mindelegat støtter den nye landbrugsskole i Herning med 640.000 kroner til udbygning af grønt læringsmiljø med et cirka 140 kvadratmeter stort væksthus

Tina Boel van Ingen, uddannelsesleder, Herningsholm Landbrugsskole. Pressefoto
Landbruget gennemgår konstante forandringer og skal møde fremtidens udfordringer på fødevare- og klimaområdet. Det kræver nye løsninger med nye former for undervisning, der udruster eleverne til at blive fremtidens landmænd.
Derfor sætter den nye landbrugsskole i Herning, Herningsholm Landbrugsskole, fokus på fremtidens dyrkningsformer og afgrøder i et nyt undervisningsvæksthus, som integreres i et nyt læringsmiljø med fokus på klimaet, naturen og miljøet.
Væksthuset er støttet af Fruervadgårds Mindelegat med 640.000 kroner.
Tina Boel van Ingen, som er uddannelsesleder på Herningsholm Landbrugsskole, er særligt glad for støtten:
- Vi brænder for at uddanne fremtidens landmænd med fokus på at gøre eleverne nysgerrige på, hvad fremtidens dyrkningsformer og afgrøder bliver. Støtten giver mulighed for at styrke den teoretiske undervisning med praksisfaglig undervisning og give eleverne forståelse for balancen mellem udnyttelsen og beskyttelsen af jordens ressourcer.
Fra væksthus til elevernes tallerken
Væksthuset bliver en del af campus Skills City på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, hvor det bliver opført i forlængelse af skolens naturfagslokale på den nye landbrugsskole.
Her vil eleverne få viden om nicheproduktion, økologisk dyrkning og produktion af »out of season«-produkter for at sætte fokus på at minimere vores klimapåvirkning.
De vil også opnå praktisk erfaring inden for bæredygtig fødevareproduktion, der skal give eleverne indsigt i dyrkningsmetoder og arbejde med omstillingsparathed i forhold til dyrkning af bæredygtige produkter.
- Vores håb er, at væksthuset vil styrke vores elevers faglighed ved at give dem »hands-on«-erfaring med dyrkning af blandt andet mikrogrønt til skolens cateringafdeling, siger Tina Boel van Ingen, og udybber:
- Vi er overbeviste om, at etableringen af væksthuset vil have en positiv indvirkning på vores elevers læring og engagement og give vores elever indsigt i alternative dyrkningsformer, som vil blive relevante og nødvendige i fremtiden ift. større befolkning og færre dyrkningsarealer.
Også for andre skoler
Det er ikke kun elever og undervisere på landbrugsskolen, som får glæde af det nye læringsmiljø. Andre erhvervs- og landbrugsskoler skal også have mulighed for at få løftet deres kompetencer, så endnu flere elever kan få glæde af undervisningsmulighederne i et væksthus.
Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier har årligt mange besøgende udefra i forbindelse med blandt andet brobygning og åbent hus. Her får besøgende mulighed for at komme indenfor i væksthuset og snuse til den grønne fremtid.