Landbrugsskole slår rekord igen

Rekordmange unge har i år valgt at tage en uddannelse på Asmildkloster Landbrugsskole.

Igen i år oplever Asmildkloster Landbrugsskole rekordmange unge, som vælger en uddannelse på skolen. I år starter hele 152 unge, hvilket er 3,5 procent flere end sidste år.

På grundforløb 1, som starter til august, er der tilmeldt 55 elever, og på Grundforløb 2 er der tilmeldt 15 elever.

- I januar 2023 er der allerede tilmeldt 20 elever til start – disse elever starter typisk deres uddannelse i oplæring hos en landbrugsvirksomhed, hvor de har indgået en uddannelsesaftale, lyder det fra skolen.

EUX-Landbrug

På EUX-uddannelsen starter alle elever på Gf1. Her er der 52 ansøgere – det højeste antal nogensinde.

- Måske bliver nogle af disse elever studerende på de nye uddannelser i Foulum om fire til fem år – det bliver spændende at følge, siger forstander Lars Møgelbjerg Andersen, som også har oplevet en stor søgning til skolen af elever, der kommer med for eksempel en studentereksamen og starter på Turbolandmand.

Turbolandmand

I foråret 2022 startede 10 studenter på et specialdesignet og afkortet Grundforløb 2, og til marts kom yderligere 13 studenter. De starter på et specialdesignet og afkortet Hovedforløb1, og til juni 2022 er de allerede halvvejs i deres erhvervsuddannelse. De er i job og godt i gang med at høste frugterne af kombinationen af en studentereksamen og de kompetencer og jobmuligheder, som en erhvervsuddannelse åbner op for.

- Danmarks landmænd er glade for alle unge, der vil arbejde med bæredygtig energi- og fødevareproduktion og grøn omstilling. Studenter i landbrugsuddannelsen er lidt ældre og har truffet et aktivt valg – det gør dem også attraktive for arbejdsgiverne, fortæller forstander Lars Møgelbjerg Andersen.

Læs også