Der er 13 nye skove på vej i det syd- og sønderjyske, efter at Klimaskovfonden har givet støtte til i alt 50 skovrejsningsprojekter, der skal gavne klimaet, naturen og vandmiljøet.
13 jordejere i Syd- og Sønderjylland har lige fået tilsagn fra Klimaskovfonden om at få støtte til at plante skov på deres jord. Det bliver til sammen 122 hektar med blandet skov med en stor andel af løvtræer, så skovene er robuste overfor fremtidens klimaforandringer.
Og det er netop klimaforandringerne, der er afsættet for at plante ny skove. Træer optager drivhusgasser, når de vokser op, og tilsammen vil de 13 nye skove optage mindst 26.000 tons CO2 over tid. Det svarer til den CO2, som 2400 danskere gennemsnitligt udleder på et enkelt år, ifølge opgørelse fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.
Skov til gavn for natur og dyreliv
Klimaet er dog ikke det eneste, der opnår en gevinst, når der plantes ny skov. Skovrejsning er også med til at beskytte drikkevand og vandmiljø og i det hele taget give naturen mere plads at udfolde sig på.
Og spørger man Johannes og Pia Due, der vil rejse skov på deres ejendom ved Grindsted, så er det også naturen, der er vigtig. De har ejet jorden i 47 år og der er i forvejen små skovområder på ejendommens i alt 40 hektar jord.
- Vi kan godt lide de områder med skov, og så kunne vi godt tænke os at udvide skoven og skabe mere ny natur. Vi kan se at der meget mere dyrevildt, fugle og insekter. I flere år har vi haft en tårnfalkerede og fulgt med i opfostringen af fem flyvefærdige unger, fortæller Pia Due, der har et økologisk landbrug.
- Vi har dyrket jordbær og bær tidlgiere og i år har vi ærter, havre til økologisk hvregryn samt byg og en græsmark, hvor vi høster græs til vores heste. Rundt om os er der konventionelt landbrug og vores naboer ville nok sige vi har et godt gammeldags landbrug, men vi ønsker, at vores jord skal dyrkes økologisk, siger Pia Due.
Med tilsagn fra Klimaskovfonden kan parret glæde sig til næste forår, hvor skoven efter planen skal plantes i samarbejde med skoventrepenøren LiebhaverSkovfogeden. Det bliver en blandet skov med mange forskellige slags træer og blomstrende buske.
- Vi glæder os meget til det. Med skoven kommer vi ikke til at belaste klimaet ret meget og vi får mere natur. Jeg er selv vokset op i byen, men kunne ikke tænke mig at bo andre steder, siger Pia Due.
Sønderjylland skal have meget mere skov
I Klimaskovfonden er direktøren glad for at lodsejere som Pia og Johannes vil være med til at rejse skov. Grøn trepart mellem regeringen og interesseorganisationerne aftalte i juni, at Danmark skal have 250.000 hektar ny skov over de næste 20-25 år. Klimaskovfonden er allerede i fuld gang med at rejse de nye skove.
- De 13 nye skove kommer oven i de i forvejen 29 skovrejsningsprojekter, vi allerede har i gang i det sydlige Jylland. Vi er rigtig glade for, at så mange har taget imod muligheden for at rejse skov sammen med os. Klimaindsatsen kræver handling fra alle sider, og når vi bruger skov, som jo er et naturens egne redskaber til at optage CO2, kan vi samtidig glæde os over mere natur og beskyttelse af vandmiljøet, siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden. Han henviser til at størstedelen af de nye skove er placeret, så de samtidig er med til at beskytte drikkevand og mindske udledning af kvælstof.
- Vi går efter at plante skov, de steder, hvor det også får en positiv indvirkning på vandmiljøet, fordi man tager landbrugsjord ud af drift og undgår at sprøjte og gødske på arealerne. Og så er det jo fantastisk at kunne medvirke til, at der kommer endnu mere skov i det syd- og sønderjyske, så vi giver naturen mere plads og giver sønderjyderne nye muligheder for at opleve naturen, siger Poul Erik Lauridsen.
Klimaskovfonden finansierer nye skove gennem bidrag til klimaindsatsen fra private og virksomheder, der gerne vil bidrage til at nedbringe Danmarks CO2-aftryk.
Der er nye skove på vej
Billund Kommune: 4 skove
Sønderborg Kommune: 1 skov
Varde Kommune: 1 skov
Vejen Kommune: 3 skove
Vejle Kommune: 2 skove
Aabenraa Kommune: 2 skove
På Klimaskovfondens hjemmeside kan man se et kort over alle projekterne www.klimaskovfonden.dk