Landbrugsstyrelsen har overtaget administrationen af ordningerne skov med biodiversitetsformål og privat skovrejsning pr. 1. januar i år fra Miljøstyrelsen. På grund af udfordringer med migreringen af systemerne ved opgaveflytningen kan man opleve forsinkelser på udbetalingerne, oplyser Landbrugsstyrelsen.

Der er pt. 27 sager, som er forsinket. Dertil kommer ca. 1100 sager med arealkompensation eller indkomstkompensation, som plejer at være udbetalt ved slutningen af maj, hvor der kan blive tale om, at udbetalingerne kommer senere. Landbrugsstyrelsen forventer, at langt de fleste sager er udbetalt senest med udgangen af juli.

- Vi arbejder på at udbetale hurtigst muligt, og vi beklager de gener, som forsinkelserne kan medføre, lyder det fra styrelsen.

Privat skovrejsning er et af de kollektive virkemidler. Netop de kollektive virkemidler har landbruget for nyligt fået kritik fra politikere for, at det går for langsomt med at få ført ud i virkeligheden.