Det går lidt langsommere og lidt mere forsigtigt end på en helt almindelig arbejdsdag hos Vesthimmerlands Maskinskovning. For med sognegården og kirken i Ellidshøj lidt syd for Aalborg, som tætte naboer, er der ikke plads til at mosle på som ude i skoven, hvor der ikke er huse, hække og gravsteder at tage hensyn til.

Først skal kranen have kablerne spændt fast om træet, før motorsaven æder sig igennem stammen. Derefter bliver stammerne let og elegant løftet over hækken og lagt på vejen, hvor flishuggeren kan samle op og gøre træet klar til en tur på varmeværket.

Det er ved at være et par år siden, indehaver af Vesthimmerlands Maskinskovning, Peter Berntsen, allierede sig med NH Løft, Østervrå, til at klare den slags specialopgaver.

- Der er egentlig ikke nogen grænser for hvor højt, vi kan nå op, for de har kraner i alle størrelser, konstaterer Peter Berntsen, der denne gang har sat sine folk i gang med en af de lettere specialopgaver.

- Vi har tidligere været ude på steder, hvor kranen har holdt ude på vejen og rakt ind over et hus, hvor kranføreren ikke kunne se, hvad der foregik. Så er det virkelig vigtigt, at kranfører og skovarbejder kender hinanden. Denne gang er det ikke helt så nervepirrende, men det kræver stadig, at det er to, der kender hinanden godt, forklarer han.

Flere specialopgaver

Peter Berntsen tager imod to-tre krankrævende opgaver om året, mens størstedelen af arbejdet fortsat foregår ude i skovene.

De seneste år har virksomheden dog fået flere og flere opgaver uden for deres vante element.

- For 10 år siden lavede vi kun opgaver for Hede Danmark. Det er stadig dem, vi arbejder mest sammen med, men der er kommet mange flere mindre opgaver ind, siger Peter Berntsen, der efter opgaven ved kirken har reserveret de kommende dage til rydning og rodfræsning af læbælter hos de himmerlandske landmænd, som er en kundegruppe, der er vokset støt de seneste par år.

Meget planlægning

Mens specialopgaven i Ellidshøj er planlagt til en dag med tøvejr, gav frosten i slutningen af februar og starten af marts travlhed i skoven, hvor det våde efterårs- og vintervejr har givet flere hængepartier end sædvanligt.

- Vi plejer at kunne komme ud og arbejde i skoven året rundt, men ikke i denne omgang. Det har simpelthen være for vådt og blødt. Så det var dejligt med en omgang frost, så vi endelig kunne komme ud. Nu håber vi på et lidt mere normalt år end det sidste, siger Peter Berntsen, der til dagens opgave ikke har skullet bekymre sig om temperatur eller nedbør. Asfaltvej og jernplader til at køre på kan nemlig benyttes i al slags vejr.

- Så det har ikke været nødvendig at planlægge i forhold til vejret. Til gengæld er der meget mere planlægning i forhold til alt andet, når man skal ud på sådan en opgave, forklarer Peter Berntsen.

- Det skal passe med en dag, hvor der er en kran ledig, og jeg har hyret en skovarbejder ind fra Hede Danmark, som arbejder godt sammen med kranføreren. Samtidig skal vores flishugger tages ud af den normale produktion og det skal aftales med varmeværket, at vi kun fylder to containere med træflis i stedet for de 10 vi normalt fylder på en dag. Så der er meget planlægning i forhold til de mere gængse opgaver, siger skovmanden, der dog ikke har noget imod de uvante arbejdsopgaver.

- Det er sjovt med lidt afvekslende opgaver, så vi tager gerne imod flere af den her slags opgaver, siger han.

Vesthimmerlands Maskinskovning dækker primært området fra Viborg i syd og hele vejen op til Skagen. Virksomheden har otte ansatte.