Naturskov eller kvalitet?
Begreber som naturskov eller naturnær skov ser ud til at være populære emner for tiden. Derfor har LandbrugFyn spurgt skovrider Rune Bukkehave, hvordan han ser på disse ting.
- Som fagmand tror jeg på traditionel skovdyrkning, som har været praktiseret gennem hundreder af år, lyder svaret. Jeg tror ikke, man kan lave tilsvarende kvalitet på naturskov. Med hensyn til klimaet binder produktiv veldreven løvskov i gennemsnit cirka 10 ton CO2 pr. hektar pr. år. Og nåletræer cirka 20 ton.
- Det er fint nok, at nogle vil lave naturskov. Men de skal bare ikke tro, at man kan opnå samme resultat – og kvalitet. Min oplevelse er, at skovejerne efterspørger traditionel skovdrift. Men samtidig vil de godt lave naturskov og øge biodiversiteten i for eksempel våde områder. Det ene udelukker ikke det andet.
Målsætning
- De fleste skovejere vil gerne producere meget – og godt – træ. I den forbindelse advarer jeg imod, at man blander træarterne i kulturerne, hvis ikke man sørger for at følge op med rettidige udrensninger og tyndinger efterfølgende.
Endelig understreger Rune Bukkehave, at det er vigtigt for en skovejer at have en målsætning for ejendommens drift. Og at man gør alt for at leve op til denne målsætning. Eller sagt med andre ord: »Træer skal passes!«




































