Sjællandsk flismand er glad for nye arbejdsopgaver
Bjørn Krüger Veng fra Skovdyrkerforeningen Øerne fik tidligere på året ansvaret for flis og entreprise på Sjælland, og han trives med de nye opgaver.

Den store gravemaskine kan klippe op til 60 centimeter i diameter, og det sker ifølge Bjørn Krüger Veng uden at gøre skade på de omkringliggende arealer.
I efteråret 2018 blev Lars Muldbak ansat som ny direktør i Skovdyrkerforeningen Øerne, og her godt et halvt år efter er der udrullet en ny organisation i foreningen, der i 2016 så dagens lys efter en fusion mellem Skovdyrkerne Fyn og Skovdyrkerne Øst.
I forbindelse med den nye organisation blev Bjørn Krüger Veng udnævnt som ansvarlig for flis og entreprise på Sjælland, og det betyder blandt andet, at han står for kontraktindgåelse med varmeværker, planlægning og budget for flissæsonen og afvikling af flissæsonen med logistik af den samlede mængde flis på Sjælland.
Det er også Bjørn Krüger Veng, som styrer entrepriseafdelingen og således blandt andet står for aftaler med underentreprenører og logistik med mandskab og maskiner i forhold til den samlede pulje af opgaver på Sjælland.
Stigende interesse for flis
Bjørn Krüger Veng befinder sig godt i den nye rolle, og han kan tilmed glæde sig over, at der er stor fokus på bæredygtig biomasse og generelt en stigende interesse for flis.
- Mange remiser har ikke været plejet i nødvendigt omfang i mange år på grund af økonomien og optimale maskinløsninger. Disse står for tynding for at sikre en fortsat fornuftig udvikling til gavn for driften og ikke mindst fauna og jagt, fortæller Bjørn Krüger Veng.
Han gør endvidere opmærksom på, at maskinløsningerne gennem årene er forbedrede, og han påpeger i den sammenhæng, at Skovdyrkerforeningen Øerne kan løse alt, da foreningen råder over mange forskellige maskinløsninger.
- Vi anvender gravemaskiner af forskellige størrelser, som kan klippe op til 60 centimeter i diameter, forklarer Bjørn Krüger Veng og tilføjer:
- Den store 20 tons gravemaskine med klippehoved til de 60 centimeter klarer store poppelhegn fantastisk uden at gøre skade på de omkringliggende arealer.
Mangeartede opgaver
Bjørn Krüger Vengs travlhed skyldes blandt andet også, at markedet for flis er gunstigt med gode priser, og derfor kan mange opgaver i dag løses med et fornuftigt resultat for ejer.
- Opgaverne er mangeartede, og vi favner bredt med vores rådgivning. Det er vigtigt for os, at den enkelte opgave vejledes korrekt, så resultatet bliver det rigtige, fastslår Bjørn Krüger Veng, der er bosiddende i Ugerløse mellem Sorø og Holbæk.
Han er uddannet skovarbejder (EUD’er) i 2012, skov- og landskabsingeniør i 2016 og har været ansat i skovdyrkerne siden 2016.