Medie: Danish Crown afviser kritikeres ultimative krav

Danish Crowns repræsentantskab vil ikke imødekomme krav om at indsætte en ny formand omgående, skriver Jyllands-Posten.

Den store svineproducent Martin Lund Madsen truede i sidste uge med, at hvis ikke det sker, vil han forlade Danish Crown sammen med en gruppe svineproducenter, der tilsammen – ifølge Martin Lund Madsen selv – leverer to millioner grise til slagteriet.

I sidste uge krævede svineproducenten også, at andelshavernes stemmer fremover kommer til at tælle efter størrelsen på leveringerne og ikke efter én mand, en stemme-princippet.

Ifølge Jyllands-Posten kommer ingen af delene til at ske, når vedtægtsudvalget torsdag fremviser dets konklusioner.

Derimod vil udvalget lægge op til at slå selskabets to bestyrelser sammen til én, hvor der til december kan komme en ekstern formand ind for bordenden, når valgene i selskabet er overståede.

Martin Lund Madsen vil ikke svare Jyllands-Posten på, om han fortsat vil forlade selskabet.

Læs også