Brødre med 1.250 søer scorer økonomisk og miljømæssig gevinst ved samarbejde
- Det har givet en økonomisk og miljømæssig gevinst for os, som vi ikke havde kunnet opnå uden det gode samarbejde med kommunen og rådgivningen, lyder det fra brødre med 1.250 søer.

Brødrene Esben og Roald Thing har et godt samarbejde med kommunen og Fjordland om ESG og miljørådgivning. Det har endda givet dem både økonomisk og miljømæssig gevinst, oplyser brødrene, som tilsammen driver Rammegaard ved Lemvig med 350 hektar, 1.250 søer og en årlig produktion af 45.000 slagtesvin. Arkivfoto
- Vi har haft en god dialog med kommunen, hvor alt er lagt på bordet. Det har været vigtigt for os at få professionel rådgivning, så vi både kan leve op til kravene og samtidig optimere vores drift.
Sådan lyder det fra Esben Thing fra Rammegaard ved Lemvig, der sammen med sin bror Roald Thing valgt at arbejde aktivt med ESG og miljøledelse i samarbejde med Fjordland og Lemvig Kommune for at sikre en effektiv og meningsfuld indberetning.
Brødrene oplever, at samarbejdet med Lemvig Kommune og sidenhen også miljørådgiver Mette Warncke fra rådgivningsselskabet Fjordland har været konstruktivt.
Rammegaard er et landbrug med 1.250 søer, der laver cirka 45.000 smågrise årligt med tilhørende planteavl på 350 hektar. Gården har brødrene Esben og Roald drevet sammen i snart otte år. Grundet produktionens størrelse skal bedriften leve op til kravet om miljøledelsesrapportering.
- Det har givet en økonomisk og miljømæssig gevinst for os
Esben Thing, svineproducent, Lemvig
Tillid og dialog
Men faktisk har Esben og Roald Thing allerede gennem flere år arbejdet med miljøledelse i samarbejde med miljøingeniør Simon Bach Nielsen fra Lemvig Kommune, der fremhæver, at der er mulighed for en naturlig kobling mellem miljøledelse og ESG-rapportering.
- Miljøledelse har nogle faste lovmæssige rammer, som virksomhederne skal leve op til, men det kan give mening at koble det med ESG-rapporteringen. Det kan også motivere virksomhederne til at tage aktiv stilling til deres miljøtiltag, hvilket er en fordel for alle parter, påpeger han.
Miljøingeniøren understreger vigtigheden af tillid og dialog i arbejdet med miljøledelse og samarbejdet med virksomhederne. For tillid fra begge parters side er altafgørende i den type samarbejde.
- Vi prøver at løse de fleste udfordringer gennem tillidsbaseret samarbejde. Lovgivningen på området er kompleks, og landmændene kan ikke forventes at kende alle detaljer selv. Derfor er kompetent rådgivning fra eksempelvis Fjordland afgørende for, at det hele kan gå op i en højere enhed, siger han.
Så selvom dokumentation af miljø- og bæredygtighedstiltag formentlig kan få nogle landmænd til at tage sig til hovedet, så kan rapportering alligevel give mening, hvis man tænker sine tiltag ind i en større strategi, som kan give værdi både for landbrugsvirksomhed og samarbejdspartnere, fremgår det af en pressemeddelelse.
Fjordland som bindeled
Mette Warncke, der er miljørådgiver hos Fjordland, har spillet en vigtig rolle i at sikre, at miljøledelsesarbejdet og bæredygtighedsrapporteringen har givet værdi for Rammegaard.
- Jeg forsøger at hjælpe landmændene med at navigere i de lovmæssige krav, så de kan fokusere på det, der er det vigtigste for dem – nemlig at drive en bæredygtig og lønsom bedrift, fortæller hun.
Hos Rammegaard har samarbejdet med Fjordland og Lemvig Kommune betydet, at ESG og miljøledelse nu er blevet en integreret del af virksomhedens strategi.
- Det har givet en økonomisk og miljømæssig gevinst for os, som vi ikke havde kunnet opnå uden det gode samarbejde med kommunen og rådgivningen fra Mette Warncke, siger Esben Thing.

Mette Warncke, der er miljørådgiver hos Fjordland, har haft til opgave at sikre, at miljøledelsesarbejdet og bæredygtighedsrapporteringen har givet værdi for Rammegaard.