- Rengør nu de siloer!

Sådan lyder opfordringen fra Bjarke Lassesen, der er rådgiver hos Velas.

Han minder om, at udendørs siloer er udsat for vejr, vind, sol og ikke mindst skiftende temperaturer. Derfor kan der forekomme kondens på den indvendige side af siloen, og det betyder, at der ved opbevaring af melfoder eller pelleteret foder med meget smuld i nemt sætter sig belægninger. Ofte er belægningerne i toppen eller i bunden i overgangen til keglen.

Bjarke Lassesen skriver i Velas’ nyhedsbrev Trynekontakten, at der ikke findes regler for faste rengøringsintervaller, men at han opfordrer til jævnlig inspektion ved at åbne mandelemmen og kigge ind. Ifølge rådgiveren bør det ske hyppigere i vinterhalvåret, hvor det kan være en fordel at foretage inspektionen i mørke med en skarp lygte.

- Ved de helt store/høje siloer kan brug af firma med specialudstyr være en mulighed

Bjarke Lassesen, rådgiver, Velas

Kræver grej og tålmodighed

Han medgiver, at skidt i toppen af siloen kan være vanskelig at fjerne, men at det kan lykkes med en god portion tålmodighed i kombination med en forlænger-lanse til højtryksrenseren og iblødsætning og tålmodighed.

- Ved de helt store/høje siloer kan brug af firma med specialudstyr være en mulighed. Her indsættes gevindstand i centrum til top og vaske-/spulehoved kører til toppen og ned igen, forklarer han.

Rådgiveren nævner afslutningsvis et skrækeksempel, hvor en 30 ton-silo indeholdt over ét ton belægning.

- Men den havde også stået uden rengøring i 17 år, fortæller Bjarke Lassesen.

Rådgiver Bjarke Lassesen fra Velas kan blandt andet berette om en 30 tons-silo, der ikke havde været rengjort i 17 år. Arkivfoto: Camilla Bønløkke

Rådgiver Bjarke Lassesen fra Velas kan blandt andet berette om en 30 tons-silo, der ikke havde været rengjort i 17 år. Arkivfoto: Camilla Bønløkke