Forskningsprojekt: Begrænset sammenblanding vil øge velfærd under transport
Grise på 30 kg slås, når de blandes sammen, viser resultater fra forskningsprojekt på AU Viborg i et projekt, hvor det simuleres, hvordan smågrise reagerer, når de blandes i forbindelse med transport.

Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet giver ny indsigt i, hvordan grise reagerer på sammenblanding i en transportlignende situation. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Når smågrise blandes i forbindelse med transport, stiger niveauet af aggressive interaktioner markant sammenlignet med grise, som ikke blandes med grise fra en anden sti. Det viser et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet, som giver ny indsigt i, hvordan grise reagerer på sammenblanding i en transportlignende situation.
Resultaterne stammer fra et studie, hvis hovedformål var at undersøge smågrises adgang til vand under transport. Projektet blev gennemført som led i den forskningsbaserede myndighedsrådgivning ved Aarhus Universitet og er bestilt af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri gennem DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences.
Efterligner transport
I forsøget indgik smågrise i et såkaldt modelforsøg i en svinebesætning, hvor forholdene var tilrettelagt, så de efterlignede en 24 timers transport af grise på cirka 30 kg: Reduceret plads, ingen adgang til foder undervejs, gruppestørrelser svarende til et lastbilrum og adgang til drikkenipler af samme type, som anvendes i nogle transportlastbiler.
I nogle af forsøgsstierne var grisene kun sammen med stifæller fra hjemmestien, mens dyrene i andre stier blev blandet med dyr fra flere forskellige stier, sådan som det ofte foregår under transport. Baseret på videooptagelser blev det systematisk registreret om og hvor meget aggression, der var mellem grisene i hvert rum.
- Vi har i noget tid vidst, at transport af grise i denne aldersgruppe fører til øget forekomst af skrammer og forklaret dette med aggression mellem grisene. De nye optagelser gav os for første gang mulighed for at undersøge, om det var transportforholdene eller selve sammenblandingen af dyrene, der medvirkede til den øgede aggression, siger Mette S. Herskin, professor ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på AU Viborg.
Tydelig effekt af sammenblanding
Data fra forsøget viser en klar forskel mellem de grise, der blev blandet og de grise, der forblev i kendte grupper under opholdet i modelstierne.
De grise, der blev sammenblandet, havde et markant højere niveau af aggressive interaktioner, undtagen i nattetimerne, hvor der generelt var et meget lavt niveau af aktivitet.
- Vi kan se en klar effekt af sammenblanding, hvor niveauet af aggression er tydeligt forhøjet, siger Mette S. Herskin og forklarer, at det er naturlig adfærd for grise, der møder nye individer, at etablere deres sociale hierarki gennem fysiske interaktioner som for eksempel bid og skub.

Der er en klar forskel på, hvor meget grise slås, når de enten bliver blandet eller bliver i kendte grupper under ophold i modelstier, der skal simulere en transportsituation. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Sammenblanding som årsag til skrammer
Sammenblanding af grise finder ikke kun sted i forbindelse med transport, men også under dyrenes ophold i besætninger. Indtil nu har undersøgelser af sammenblanding af grise og konsekvenser heraf fokuseret på de kategorier af grise, der ofte blandes under staldforhold såsom søer og nyfravænnede grise.
De nye resultater viser, at også sammenblanding af grisene på omkring 30 kg kan udfordre dyrenes velfærd.
- Selvom grise i den her størrelse ikke skader hinanden alvorligt, når de slås, så er det øgede niveau af aggression en stressfaktor for dem, især under pladsforhold som en sti i en besætning eller i et rum i et køretøj, hvor dyrene ikke har stor mulighed for at undgå aggressionen eller undgå forstyrrelse fra individer, der slås. Det vil derfor være en velfærdsmæssig fordel at begrænse sammenblanding så meget som muligt, siger Mette S. Herskin og fortsætter:
- Vores undersøgelse er et modelforsøg, hvor dyrene opholdt sig i en stald under forhold, der svarede til transport, og hvor dyrene kun blev blandet én gang i forbindelse med indsættelse i stierne. Ude i virkeligheden kan grise let blive blandet flere gange på vejen fra en dansk til en udenlandsk besætning, hvor de for eksempel ofte læsses af undervejs i en samlestald. Vi ved stadig kun lidt om den samlede belastning forbundet med lange transporter af grise i den her aldersklasse, men de nye resultater peger på, at fokus på at undgå sammenblanding af dyr kan være en mulighed for at forbedre forholdene for dyrene under transport, siger Mette S. Herskin.






































