De har fået mere at lave på de danske slagterier. I hvert fald dem, der beskæftiger sig med svinekød. Ifølge L&F's slagtedatabase er totalmodtagelsen steget med 4,8 procent i løbet af de første 14 uger af 2026 sammenlignet med samme periode sidste år. Det oplyser Markedsnyt for svinekød fra Landbrug & Fødevarer.

Der er også en positiv udvikling at spore, når det handler om den danske svinekødseksport. I hvert fald når det handler om mængder. Ifølge EU-Kommissionen har Danmark øget sin eksport ud af EU i årets første måned med 3 procent, og dermed bryder Danmark med en nedadgående trend i flere andre EU-lande.

Det gælder ikke mindst Spanien, der stadig slås med afrikansk svinepest og har måttet notere en nedgang i eksporten på 15 procent. Den danske eksport voksede især til Filippinerne, Taiwan og Ukraine, mens eksporten til Kina og UK var lavere.

Danmark øger eksporten til Ukraine

Netop Ukraine har øget sin import af svinekød betydeligt. Faktisk har det krigshærgede land tredoblet sin svinekødsimport, og her sidder Danmark på over halvdelen af eksporten. I det første kvartal af i år eksporterede Danmark 5.428 ton svinekød, primært udskæringer, og det er mere end en fordobling af eksporten sammenlignet med første kvartal i 2025.

Det er dog stadig Tyskland og Polen, der er de største aftagere af dansk svinekød. Selv om der i januar blev eksporteret mere kød til Polen, var værdien af den danske eksport til Tyskland større. Ifølge Markedsnyt for grisekød fra L&F udgjorde værdien af den tyske eksport i januar 2026 529 millioner kroner, hvorimod eksporten til Polen udgjorde 476 millioner kroner.

I alt blev der eksporteret 168.329 ton svinekød i januar i år til en værdi på 2,7 milliarder kroner. I forhold til januar sidste år er det et fald i værdien på cirka 600 millioner kroner.

SvinMarked