På Greensgaard er der 1.050 søer og en produktion af 30.000 slagtesvin om året, der sælges direkte til Rema1000.

DanBred har besøgt Lene Conradsen og Peter Bruun på deres ejendom i Vorslunde ved Give, hvor avlsselskabet på sin hjemmeside fortæller historien om den midtjyske frilandsproduktion.

Efter studietur til England

Peter Bruun fik ideen til sine frilandsgrise, efter han i 1995 havde været på besøgstur til England, hvor han så frilandsgrise for første gang. Derefter skulle han så bare lige hjem og finde ud af, hvordan man kunne lykkedes med det i Danmark.

Lene Conradsen kom til gården et par år efter, hvor hun fik ansvaret for grisene. Hendes plan var at blive frilandsdyrlæge senere hen. For hun ville ikke være en dyrlæge, der ikke vidste, hvordan man passede grise, og derfor sørgede hun for at få sig noget solid erfaring med i bagagen.

- Men jeg kom aldrig videre. For jeg elsker at være ude. Fra solen står op til solen går ned hele året rundt. Og det er jo ikke kun mig - grisene elsker også at være ude, selvom der er sne og frostgrader, fortæller Lene Conradsen med et smil på læben.

Lene Conradsen vurderer, at de bruger cirka 0,3 foderenheder ekstra pr. kg tilvækst sammenlignet med en konventionel gris.

Lene Conradsen vurderer, at de bruger cirka 0,3 foderenheder ekstra pr. kg tilvækst sammenlignet med en konventionel gris.

Herfra har det hele været en længere rejse med at drive produktionen med frilandsgrise, hvor økonomi og grise på græs skulle forenes med udbud og efterspørgsel.

I 2015 mødte de Karsten Dejberg, som ifølge parret er det helt unikke bindeled mellem Rema1000 og grisene på Greensgaard. Han sørger for alt det imellem, og han hjalp dem med at få aftalen med Rema1000 på plads i 2017.

- Rema1000 var den helt rigtige supermarkedskæde at satse på. De insisterede på den personlige fortælling, når kødet skal sælges, og det betød, at der var et billede af os på kødpakkerne nede i køledisken, fortæller Lene Conradsen.

Beslutning baseret på tal frem for følelser

Lene Conradsen er god til at passe grise, og nyder at være en del af det daglige arbejde med grisene. Men hun har også en helt klar holdning til, hvordan deres bedrift skal drives. Hun vil have tal og fakta på bordet og vil ikke nøjes med følelser – og det har været afgørende, når det kommer til deres valg af genetik.

DanBreds duroc kom ind i billedet i 2024, efter de på Greensgaard havde oplevet et dyk i resultaterne med den tidligere genetik. Men da de skiftede til DanBred Duroc som ornerace til alle deres kuld, så de, at kødprocenten steg med to procentpoint fra den ene uge til den anden.

- I starten troede Peter Bruun, at kødprocentsnålen på slagteriet var gået i stykker eller noget i den dur. Men så kunne vi jo regne ud efter nogle uger, hvor resultatet var det samme, at det var, fordi vi havde skiftet sæden til DanBred Duroc, fortæller Lene Conradsen.

Stiller høje krav til foder og effektivitet

Kødprocenten har ligget stabilt på de knap 60 procent lige siden. For frilandsproduktion er kødprocent og foderudnyttelse vigtige egenskaber, særligt fordi man har vækstgrise, der har mere plads at gå på, der er dybstrøelse inden for, og grisene går ude 365 dage om året. Det stiller nogle ekstra krav til mængden af foder.

Lene Conradsen vurderer, at de bruger cirka 0,3 foderenheder ekstra pr. kg tilvækst sammenlignet med en konventionel gris. Foderudnyttelsen på Greensgaard har ligget på 2,87 FEsv pr. kg tilvækst det seneste år.

- For os handler det om at vælge en genetik, der passer til vores produktion. Her ser vi, at DanBred Duroc-ornen giver os en god kødprocent – og det er vi ganske tilfredse med, fortæller hun.

For selvom Lene Conradsen er overbevist om, at det at have grise på friland også betyder, at man er drevet af en ideologisk tankegang, er deres griseproduktion også en forretning. Her skal de, ligesom alle andre, afsætte deres kød. Heldigvis oplever de nu, at udbud og efterspørgsel er på et passende leje.

Onsdagstræning er ikke kun træning

For Lene Conradsen er det ikke kun udelivet og grisene, der spiller en særlig rolle. Det er også vigtigt at være en god chef og skabe en god arbejdsplads for deres 17 ansatte. Det er noget, hun håber, hun vil blive husket for.

- Vi prøver at skabe en god arbejdskultur, hvor det er vigtigt, vi respekterer hinanden og viser hinanden tillid. Det er vigtigt, når man arbejder over et stort areal på godt 86 hektar, hvor man jo ikke lige støder ind i hinanden så tit, fortæller hun.

De seneste fem år har onsdagstræning været en fast begivenhed på Greensgaard. Her kommer personlig træner Jeanette og tager dem igennem en fuld træning. Lene Conradsen synes, det er vigtigt, at hendes medarbejdere passer på deres kroppe, da det er hårdt fysisk arbejde at passe grise udendørs hele året i al slags vejr.

- Jeg vil gerne klæde mine medarbejdere ordentligt på, således de ikke ender lige så slidte som min mand og jeg er i dag. Men derudover giver det jo virkelig noget til det sociale, og vi får grint en masse - særligt hvis nogen er ekstra ømme dagen efter, griner hun.

På Greensgaard har de skabt en god arbejdsplads med et professionelt set-up med grise ude på græs, og det kan man ifølge DanBred tydeligt mærke.

SvinAvl