Medie: Danish Crown stormer forbi konkurrenter
Danish Crown tjener suverænt mest af de europæiske slagterier. Det skyldes blandt andet selskabets meget store eksport af svinekød til Kina. Det skriver Finans.dk.

Danish Crown tjener i øjeblikket langt flere penge end de europæiske slagterier, skriver Finans.dk.
- Slagterigiganten Danish Crown har 16 måneder i træk sat alle væsentlige konkurrenter til vægs, skriver Finans.dk på baggrund af en analyse af data for slagteriafregninger fra de store svineproducerende lande i Europa.
Ifølge analysen har Danish Crown i løbet af de seneste tre måneder øget indtjeningsforspringet til gennemsnittet af slagterier i Tyskland, Spanien og Holland fra omkring 1,5 kroner pr. kilo kød til nu 2,1 kroner pr. kilo.
- Hvis Danish Crown alene måles op mod den primære arvefjende – de tyske slagterier – er selskabets forspring nu helt oppe på 2,5 kroner, skriver Finans.dk.
30 procent af de grise, Danish Crown slagter i Danmark, bliver sendt til Kina – som ovenikøbet netop har oplevet nye udbrud af afrikansk svinepest i en muteret variant.
Flere årsager
Samtidig er Tyskland afskåret fra at eksportere ud af EU, fordi landet er ramt af svinepest – og det koster naturligvis indtjening på de tyske slagterier.
Derudover er det ifølge selskabets topchef, Jais Velaur, en stor fordel, at Danish Crown kan putte coronaramte råvarer ind i sine forædlingsselskaber. Disse selskaber har udviklet sig stærkt gennem længere tid, oplyser han til Finans.dk.
Endelig har selskabet nået et strategisk mål om at spare over 500 millioner kroner på de årlige indkøb
Den meget positive udvikling i Danish Crown er bemærkelsesværdig, fordi selskabet førhen har haltet gevaldigt med at indfri et mål om indtjeningsmæssigt at være 60 øre pr. kilo svinekød foran konkurrenterne.
mip