Årets So-seminar afholdes igen i år online
Seges Svineproduktion inviterer til So-seminar, og det afholdes igen i år som et webinar.
Webinaret foregår tirsdag den 13. april fra 10.00-15.30, hvor programmet lægger op til en dag med en opdatering på den nyeste viden og inspiration fra eksperter.
Programmet kommer denne gang til at berøre emner som: Virushåndtering, holdbare polte, høj faringsprocent og pattegriseoverlevelse. Det fulde program kan ses på Svineproduktion.dk, hvor yderligere information om tilmelding også kan hentes.
Samme dag inviteres også udenlandske medarbejdere til »English seminar on sows« fra 13.00-15.30.
Her vil der i korte indlæg på engelsk også præsentere ny viden om: Virushåndtering, holdbare polte, høj faringsprocent og pattegriseoverlevelse.
Returstier sænker sodødeligheden
Selv om en drægtig so er færdigbehandlet efter sygdom, er det ikke altid fordelagtigt at sætte hende tilbage i drægtighedsstalden. Ifølge Ø-Vet kan returstier i den forbindelse med fordel anvendes.
I Ø-Vets seneste nyhedsbrev gør de opmærksom på, at der ikke er nogen lovgivningsmæssige krav til en retursti, men at det er en sti med nedsat belægning, hvor soen kan gå med få andre svage søer frem til faring.
- Stibunden skal være tør og skridsikker, og liggearealet bør være velstrøet. Der er ingen kamp om hverken gode liggepladser eller foder, og søerne presses ikke ud i slåskampe eller adfærd, de ikke kan holde til. På den måde passer man godt på soen frem til faring og sænker risikoen for tilbagefald og aflivning, lyder det fra dyrlægerne.
Ø-Vet minder samtidig om, at besætninger der ønsker at sætte fokus på og sænke sodødeligheden i soholdet, kan kontakte egen dyrlæge, hvis de ønsker at deltage i Ø-Vets »Max 5 procent«-kampagne.
Pattegrisedødeligheden skal nedbringes
Pattegrisedødeligheden i Danmark er ifølge LVK på ca. 23 procent (dødfødte og døde inden fravænning).
- Politikerne og erhvervet ønsker brændende, at vi skal sænke dødeligheden, og det er også muligt, lyder det fra LVK’s svineafdeling.
I dyrlægernes seneste nyhedsbrev påpeger de, at genetikken ikke altid hjælper os.
- De mange levendefødte er små og nogle er umodne. De bliver små smittebomber, som trækker alt til sig og forstyrrer de 80 procent gode grise i stalden. Smittepresset holdes på et højt niveau herved, og de mange små bidrager dermed både direkte og indirekte til en høj dødelighed på landsplan.
Dyrlægerne henviser endvidere til en artikel fra 2017, hvor Dorthe Poulsgård Frandsen og Svend Haugegaard allerede var inde på ovennævnte problematik. Artiklen ligger tilgængelig på svineproduktion.dk »Viden om dødsårsager forbedrer pattegriseoverlevelsen« – Erfaring nr. 1703.
- PattegrisLIV vol.1 og vol.2 er Seges-projekter, hvor deltagende besætninger får lavet en pattegris-USK. 40-50 døde pattegrise sendes til Kjellerup, hvor præcise dødsårsager bliver fastslået. Det er et super værktøj for jer og jeres dyrlæge, til at gå mere målrettet til værks - netop for at nedbringe dødeligheden. Den giver et godt overblik over hvordan energien skal bruges i jeres farestald. Dette kan også startes i stalden i samarbejde med den faste dyrlæge, påpeger dyrlægerne i nyhedsbrevet.
.









































