Det ser skidt ud for svinenoteringen, som er faldet med 5-6 kroner siden de bedste uger i 2020. Og smågriseprisen er endnu hårdere ramt, kunne formanden for Landbrug & Fødevarer Gris, Erik Larsen, konstatere på årsmødet i Herning.

- Vi ser i dag de allerlaveste priser. Og der ved vi alle sammen, at det er særligt hårdt for de kolleger, der lever at eksportere smågrise. Hver eneste gang, man i øjeblikket sælger en gris, der sælger man med et forholdsvist underskud. Og det er som bekendt ikke holdbart i længden, sagde formanden, og tilføjede:

- Vi ved også godt, at de priser, I ser på puljenoteringen, er langt fra de priser, vi kommer op på i markedet. Der er mange af os, der for otte dage siden blev tilbudt smågrise på 7 kg til 25 kroner stykket. Der er kolleger, som jeg ved, der sælger grise til 80 kroner stykket for en 30 kilos gris. Det er simpelt hen uholdbart.

- Vi ved også godt, at priserne kan vende igen forholdsvis hurtigt. Men jeg tror ikke, at en eneste svineproducent havde set og vurderet, at det kunne gå så hurtigt og føre til så katastrofalt lave priser.

Højere rentabilitet

Der er ikke andet at håbe på, end at det vender, lød det fra Erik Larsen, der dog også opfordrede sine kolleger til at huske på, at svineproducenterne havde en god forretning i 2020, og at de danske svineproducenters rentabilitet er højere end selv deres normalt meget hårde konkurrenter i Spanien.  

- Det er også vigtigt at sige, at de danske smågrise har været en kæmpe eksportsucces. Men når det er sagt, så ser vi også gerne, at der kommer flere slagtegrise i Danmark. Det har vi arbejdet på i flere år, og jeg synes i dag, at vi kan se, at anstrengelserne har virket. Siden 2019 har vi set en fremgang, og tror også, af forskelige årsager, at den fremgang vil fortsætte nogle år endnu, lød det fra formanden.

Erik Larsen fortalte, at svinekongressen fra i år har skiftet navn til »Grisekongres«, ligesom organisationen fremadrettet vil fortsætte under navnet Landbrug & Fødevarer Gris.

Han begrundede skiftet med, at det er normalt, at der står gris på mærkaterne på kødpakken i køledisken, ligesom det er normalt, at der står gris i restauranterne.

- Derfor giver det god mening, at vi i vores branche også må skifte navnet til gris, påpegede formanden.

Svin