Der mangler nye, prispositive impulser og et mere tilfredsstillende prisniveau på kødmarkedet i Tyskland. Sådan opsummerer Danske Svineproducenter den nuværende markedssituation for svinesektoren i Tyskland i virksomhedens ugentlige markedsberetning onsdag.

Således er den tyske slagtesvinenotering for perioden 19. maj til 25. maj uændret. 

Meldingen lyder, at der kun slagtes de slagtemængder, som bliver efterspurgt på kødmarkedet i øjeblikket. Udbuddet af slagteklare grise er således stort i forhold til slagteriernes nuværende efterspørgsel.

- I fredags udsendte slagteriet Vion et brev til deres leverandører til de tyske slagterier i i Crailsheim, Landshut og Vilshofen, hvor slagteriet meddelte, at man fra mandag betaler huspriser på 1,60 euro i stedet for den tyske notering på 1,80 euro pr. kg. Fredag aften tog Vion imidlertid afstand fra brevet og bekræftede, at man ikke vil afvige fra den gældende notering. Ifølge Vion var brevet kun et internt diskussionsgrundlag, som blev udsendt ved fejl, skriver Danske Svineproducenter.

Afventende

- Ifølge det tyske fagblad topagrar bekræftede Vion imidlertid i lørdags, at slagteriet i hvert fald kun vil betale huspriser på 1,60 euro pr. kg fra i dag. Denne adfærd øger naturligvis prispresset enormt på det tyske slagtesvinemarked og lægger op til stridigheder. Med hensyn til de nuværende foderpriser er allerede en slagtesvinenotering på 1,80 euro pr. kg ikke tilstrækkeligt for at dække omkostningerne i den tyske griseproduktion, tilføjer virksomheden.

Nu afventer tyske markedsinteressenter, at grillsæsonen for alvor kommer i gang i de kommende uger. Vejrudsigten ser lovende ud, og større arrangementer kan endelig igen finde sted efter de fleste corona-restriktioner er ophævet. Desuden kommer der flere helligdage, som for eksempel Kristi Himmelfartsdag og pinse.

Svin