Flere med over 40 grise pr. årsso

Da Porcus Svinefagdyrlæger forleden rundede sæsonen af i Fokus 35 Vital, var det traditionen tro med en hædring af besætningerne med størst fremgang og med den bedste produktivitet.

Sæson 2021/2022 i Porcus-gruppen Fokus 35 Vital er netop rundet af med det traditionsrige afsluttende stormøde, hvor der ikke alene gøres status på resultaterne, men hvor også besætningerne med størst fremgang og bedste produktivitet bliver hædret.

Gruppen består af syv danske og to udenlandske grupper, hvor i alt 68 forskellige besætninger deltager. Det betyder, at resultaterne omfatter omkring 70.000 søer, hvilket svarer fuldstændig til det antal, som har været med i projektet gennem mange år.

- Navnet »Fokus 35« ændres der ikke på, lød det fra dyrlæge Lars Rasmussen, og det selvom resultaterne i flere besætninger er kommet på den anden side af 40 grise pr. årsso.

- Det blev startet, da mange lå på mellem 27-31 grise pr. årsso og vi tænkte, at 35 var en høj barriere at sætte, men i løbet af to-tre år, var der jo faktisk nogen, der var oppe at ramme det, og nu er det mere normalt end unormalt at ligge deromkring, lød det fra dyrlægen, inden han gennemgik sæsonens resultater.

Fortsat flere levendefødte

Status for udviklingen i gruppens samlede resultater er baseret på udvalgte nøgletal for tre måneder – marts, april, maj i 2022 og tilsvarende periode i 2021.

Lars Rasmussen kunne blandt andet konstatere, at antallet af levendefødte fortsat er i en opadgående kurve og ligger i 2022 på 17,98 grise pr. kuld med en spredning fra 15,99 til 19,28.

- Det er faktisk steget med fire levendefødte grise pr. kuld, siden vi startede, bemærkede dyrlægen om nøgletallet, der i 2009 lå på 14,25.

Gennemsnittet for antallet af fravænnende grise pr. årsso ligger på 34,86 og nærmer sig dermed hastigt de 35.

- Når vi holder mødet om et år, så vil jeg tro, at gennemsnittet ligger på 35 grise pr. årsso – eller mere, sluttede Lars Rasmussen sin gennemgang, inden han var klar til at fremhæve besætningerne, der ligger i top i gruppen.

Porcusprisen 2022

Besætningerne i Fokus 35 Vital rykker dermed hele tiden på resultaterne og de ligger tæt blandt de øverst placerede i forhold til at vinde Porcusprisen for størst fremgang.

- Det er første gang, at en besætning, der ligger virkelig højt i produktivitet, også tager prisen for størst fremgang.

Sådan lød det fra dyrlæge Lars Rasmussen, der fra talerstolen i Odense afslørede, hvilken besætning der har præsteret så imponerende og som vinder af prisen modtager et gavekort på 4.000 kroner til bowling eller andet for alle medarbejdere.

Med en opnået fremgang på 3,83 gris på et år er vinder af Porcusprisen 2022 Lone og Henning Nielsen fra Lindeborggaard i Vemmelev nær Slagelse på Vestsjælland og de hædres dermed for den største fremgang. Udover den største fremgang, så vinder den selvsamme besætning også prisen for bedste produktivitet med 42,38 fravænnede grise pr. årsso.  

 

Læs også