Analytikere: Kinas import af grisekød vil stige

»Feedinfo« har talt med en række analytikere og branchefolk, der forventer en stigning i den kinesiske import af grisekød i den kommende tid. Samtidig sætter de spørgsmålstegn ved de officielle tal over udviklingen i svinebestanden. Foto: Anne Wolfenberg
Ifølge 10 analytikere og branchefolk »Feedinfo« har talt med, vil prisen for grisekød på det kinesiske marked forblive på et højt niveau i 2023 som følge af et lavere udbud.
Det skriver Landbrug & Fødevarer i deres ugentlige udgivelse »Markedsnyt for Grisekød« tirsdag.
Data fra »Shanghai JC Intelligence Co Ltd« viser, at prisen for levende svin steg med 78 procent fra juni til 28,50 yuan (28,92 danske kroner) i midten af oktober. Det højeste niveau siden marts 2021. Og selvom prisen er faldet siden, ligger den fortsat betydeligt over et historisk gennemsnit.
Myndighederne har sagt, at det lavere udbud skyldes, at svineproducenterne holder slagtegrise tilbage. Men ifølge »Feedinfo« mener analytikere og branchefolk, at der er sket et væsentligt fald i udbuddet af grise siden sidste vinter.
- Faldet i bestanden af søer kan være større end det nuværende marked forestiller sig, udtaler Guan Yilin, der er analytiker hos Cofco Futures.
Må være resultat af en mindre svinebestand
De officielle tal fra det kinesiske landbrugsministerium viser, at bestanden af søer faldt fra 44,6 millioner i september 2021 til 41,9 millioner i marts 2022 for så igen at stige til 43,6 millioner i september.
Ifølge analytikerne kan kun et fald i udbuddet af grise udløse en så stor stigning i prisen, som er set.
- Hvis der var så mange grise, kunne prisen ikke nå et så dramatisk højt niveau i år, udtaler Xiao Lin, der er analytiker hos »Huachuang Securities«.
Leverandører af foder noterer sig også, at der et fald i produktionen. Ifølge »China Feed Industry Association« faldt produktionen af svinefoder med 8 procent i de første otte måneder af 2022 sammenholdt med samme periode sidste år.
- Jeg forventer, at der i fjerde kvartal vil ankomme et stigende antal forsendelser med grisekød til Kina, udtaler Pan Chenjun, analytiker hos Rabobank, og tilføjer, »at importen i 2023 vil blive højere end i 2022«.