For at bekæmpe PRRS i danske svinebesætninger gik Landbrug & Fødevarer, Danske Svineslagterier, Den Danske Dyrlægeforening og Fødevarestyrelsen sidste år sammen om en styrket strategi, der skal reducere forekomsten af PRRS, samt holde sygdommen ude af de danske besætninger.

Som et led i strategien er der nu udstedt en bekendtgørelse, som gælder for besætninger med over 10 søer eller 100 grise. Inden 1. oktober 2023 skal besætningsejere sikre sig, at de kender sundhedsstatus på deres besætning.

Fødevarestyrelsen oplyser i en meddelelse om kravet i bekendtgørelsen, som er trådt i kraft den 15. maj.

Målet inden 2025

Planen skal være med til at forbedre pattegriseoverlevelsen og mindske antibiotikaforbruget. Målet er, at 75 procent af alle slagtegrise og 85 procent af samtlige af landets sobesætninger bliver fri for PRRS senest i 2025.

Ifølge Styrelsen er tæt ved 85 procent af de cirka 4.700 danske besætninger testet for PRRS, og mange er heldigvis allerede fri for sygdommen.

Enig branche

- Det er helt afgørende for at få bugt med sygdommen, at landmanden, dyrlæge, branche og myndigheder kender smittestatus i alle besætningerne, så vi kan få standset smittekæderne. Blandt andet ved at landmænd med raske besætninger ikke køber dyr fra de besætninger, der er smittede. Derfor er det glædeligt, at en enig branche bakker op om vores styrkede test- og bekæmpelsesstrategi, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Charlotte Vilstrup Castle.

For at få overblik over hvor udbredt sygdommen er, skal besætningsdyrlægen mindst en gang om året teste et udsnit af grisene. Besætningens PRRS-sundhedsstatus bliver så registreret i en database, som Landbrug & Fødevarer driver. Fødevarestyrelsen træffer på baggrund af besætningernes sundhedsstatus afgørelse om, hvad der videre skal ske.

Dermed kan både branche og myndigheder overvåge udbredelsen af sygdommen. Det oplyses endvidere, at besætningsejere samtidig kan se smittestatus hos deres leverandører af for eksempel smågrise, og på den måde styre uden om dyr fra smittede besætninger. Ordningen er gebyrfinansieret.

Test og overvågning

- Det er et stort »set up« vi er rykket ud med. Men for mig er der ingen tvivl om, at test og overvågning er eneste farbare vej ud af den alvorlige situation, vi er kommet i, men som vi heldigvis har både løsningerne på og opbakning til hele vejen rundt, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris.

Han understreger, at PRRS kan være svær for den enkelte producent at bekæmpe, især hvis besætningen ligger i et område med andre besætninger smittet med PRRS.

- Derfor har vi i Landbrug & Fødevarer etableret regionale saneringsråd, hvor producenter, dyrlæger og rådgivere kan drøfte og tilrettelægge en regional indsats og ad den vej minimere risikoen for at få en infektion ind i stalden, udtaler Christian Fink Hansen videre i meddelelsen.