Rumænske Oana Botez er et godt eksempel på, hvordan det er muligt at udvikle og fastholde fantastiske medarbejdere i dansk griseproduktion. Hun har sin daglige gang på 15. år på Skjoldborg i Herning, hvor hendes indsats bliver anerkendt og værdsat af både kolleger og ledere.

- Hun er utrolig effektiv og meget hjælpsom og smilende, fortæller Sven Agergaard, som er gårdejer på Skjoldborg.

Oana har et skarpt øje, som er uundværligt på staldgangen. Udover ansvaret for farestalden, har hun derudover ansvaret for oplæring af elever, og har hurtigt udviklet sig til en god læremester.

Oana er enormt handlekraftig, stiller høje krav på staldgangen og tager et naturligt ansvar.

- Oana har fortjent at blive årets medarbejder, fordi hun har et falkeblik. Når hun går rundt i stalden, så ser hun ting med det samme, og hun handler på det, hun ser, lyder det fra Sven Agergaard.

Med prisen Årets medarbejder følger der en pengepræmie på 10.000 kroner.