Aktier og olie faldt

I onsdags var der negativ stemning i markederne, konstaterer Jyske Bank i sin afgrødekommentar.

- De globale aktiemarkeder var generelt blodrøde med tab på mellem 1,5-3,0 procent, hvor en stor del af handlen på klassisk vis blev konverteret mellem risikofyldte aktiver over mod sikker-havn aktiver. Oliemarkedet blev i den forbindelse banket ned med omtrent 3 procent, godt hjulpet på vej af nye offentlige tal for lagrene i USA, som overraskede noget på opsiden.

- De amerikanske lagre af råolie oplevede den forgangne uge den største stigning siden maj, og sammenholdt med friske skuffende økonomiske nøgletal, kunne pilen kun pege en vej. Olieprisen ligger nu cirka 4 procent lavere i forhold til tidspunktet, hvor saudiarabiske olieanlæg blev ramt af droneangreb samt knapt 20 procent lavere i forhold til, hvor markedet toppede i kølvandet på angrebet.

- Enhver risikopræmie synes således at være taget ud af markedsprisen på et tidspunkt, hvor vi på ingen måde kan afvise en eskalering af uroen i Mellemøsten, skriver banken.

Negativ rente på indlån i flere banker

Nordjyske Spar Nord sænker nu renten på indlån, så den bliver minus 0,75 procent for erhvervskunder. Ligeledes skal private med mere end 750.000 kroner stående på bankbogen betale 0,75 procent i rente til banken for beløbet over 750.000 kroner. Det skriver banken på sin hjemmeside.

Bankdirektør i Spar Nord, Lars Møller, fortæller ifølge dagbladet Børsen, at det efterhånden står fuldstændig klart, at de negative renter ikke er noget forbigående fænomen. Han henviser til, at Nationalbankens indskudsbevisrente stort set har været negativ siden 2012.

- Vi mener derfor, tiden er inde til at sænke vores indlånsrenter både på erhvervs- og privatområdet og på den måde indrette vores forretningsmodel efter de nye markedsvilkår, siger Lars Møller.

Jyske Bank var den første til at melde ud, at den fra den 1. december ville sænke renten på erhvervsindlån til -0,75 procent og indføre negative renter for private kunder, der har mere end 750.000 kroner i indlån. Rentesatsen for private bliver også -0,75 procent.

Ændringen for renten på indlån for erhverv og privat sker på baggrund af rentenedsættelsen i ECB (Den Europæiske Centralbank) og Nationalbanken den 12. september, forklarer Jyske Bank.

Inden da indførte banken i forbindelse med sit halvårsregnskab negative renter (-0,6 procent) for private kunder med mere end 7,5 millioner kroner.

Derefter fulgte Sydbank efter med en lignende model, hvor beløbsgrænsen også var på 7,5 millioner kroner.

Deutsche Bank tror på aktienedgang

Aktiemarkederne i Europa og i USA ser ud til at være overvurderede, vurderer Deutsche Bank. Også Danske Bank forudsiger meget volatile markeder de kommende måneder, skriver dagbladet Børsen.

- Økonomisk er ingen af verdens tre kraftcentre i recession. Men i både USA, Europa og Kina lider produktionsvirksomhederne så meget under svigtende ordreindgang, at en »industriel recession« nu trækker optimismen fuldstændig ud af aktiemarkederne, skriver dagbladet.

Ifølge avisen understreger Jim Reid, strateg i Deutsche Bank, at »det er svært at argumentere imod, at den globale fremstillingsindustri er dybt inde i en recession«.

Thomas Harr, global analysechef i Danske Bank, siger:

- På kort sigt er jobtallet (i USA, red.) på fredag det store monster. Konsensus er en stigning på cirka 150.000, vi tror, det bliver på cirka 100.000 og dermed en stor negativ overraskelse for markederne, understreger Thomas Harr.

Derudover er forhandlingerne mellem Kina og USA i Washington i næste uge »sindssygt« vigtige, påpeger han.

Læs også