Bedre tider på vej for svineproducenter?
Udviklingen i svinepriserne og den globale efterspørgsel kan være på vej til at ændre sig, skriver Danske Svineproducenter.
De mange udbrud af afrikansk svinepest i Kina kan betyde, at et øget behov for svineimporter i det store land er lige rundt om hjørnet.
Samtidig er der indikationer på, at Nord-West-noteringen vil stige i næste uge. Det skriver Danske Svineproducenter i en meddelelse mandag, hvor noteringen er uændret 28 euro, samt 18,40 euro for 8-kilos grise.
Udbuddet er fortsat stort, men efterspørgslen stiger efterhånden. lagtesvineproducenterne ved, at smågrise næppe bliver billigere. Som resultat er de fleste europæiske smågrisenoteringer fortsat uændrede. En undtagelse er den tyske VEZG-smågrisenotering, som steg med 1 euro i fredags. Det er imidlertid usikkert, om denne vigtige impuls bare er en prispositiv korrektur af det seneste prisfald, eller om det allerede er startskuddet for det sæsonmæssige opsving. Tyske omsættere forventer i hvert fald stigende smågrisepriser senest om to til tre uger.
ASF kan medføre øget importbehov i Kina
I Kina har afrikansk svinepest nået de sydlige provinser. De kinesiske myndigheder har bekræftet i alt 63 udbrud i tamsvin, men markedsinteressenter formoder, at det faktiske antal er højere. Ifølge tyske medier er forsyningen i nogle kinesiske områder ikke længere garanteret. Slagtesvin koster nu 2,38 euro pr. kg i gennemsnit, men priserne varierer meget ift. provinserne. Da situationen næppe bliver bedre i Kina, regner de tyske markedseksperter med, at det kinesiske importbehov vil stige markant i den kommende tid.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen sandsynligvis vil stige med 1 euro til 29,00 euro (253 kr. inkl. vægtregulering) på mandag.