Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Danske Svineproducenter og Danske Svineslagterier er blevet enige en ny betalingsmodel for vask af transportbiler ved grænsen. Den træder i kraft senest den 1. juli.

Den nye aftale betyder, at udgifterne fordeles pr. gris, så en eksportgris betaler 60 procent og en gris, der opfedes i Danmark, dækker 40 procent af udgifterne til vasken. I praksis betyder det, at betalingen for vask og transportstandard fremover vil koste 0,78 kroner pr. gris, der eksporteres, og 0,52 kroner pr. gris, der vokser op i Danmark.

For grise, der vokser op i Danmark, arbejdes der på, at de nævnte 40 procent fordeles ligeligt mellem smågrise og slagtesvin, så de hver betaler 0, 26 kroner.

– Sammenholdet i erhvervet er alfa og omega i arbejdet med at sikre og højne den gode smittebeskyttelse, der kendetegner dansk svineproduktion, siger formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen, og tilføjer: 

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været en længere proces, men fra start af har det været klart for alle, at finansieringen med DanBred-genafgifter ikke kunne fortsætte. Nu har vi så en aftale, hvor alle parter har været deres ansvar bevidst og kan se sig selv i. Det er jeg utrolig glad for, og det tror jeg også, at vores kollegaer forventer af os.

 

Ekstra beskyttelse er vigtig

Hos Danske Svineproducenter er der også begejstring at spore hos formand Kim Heiselberg.

– Vi har hele tiden været enige om, at vi selvfølgelig skal have denne ekstra smittebeskyttelse, som vask af transportbilerne er. Derfor er jeg utroligt glad for, at vi, trods en lang proces, har lavet en aftale, hvor alle bidrager, og vi undgår en splittelse mellem svineproducenter, der eksporterer, og svineproducenter der leverer grise til slagtning i Danmark, siger han.

Danske Svineslagterier er tredje part i aftalen, og også her er formanden tilfreds med resultatet:

– Sikkerheden med at beskytte os imod afrikansk svinepest er altafgørende. Desværre har vi ikke længere genafgifterne til at dække den udgift, derfor har vi fundet en ny fælles løsning. Og netop sammenholdet er det vigtigste for nuværende, siger Asger Krogsgaard.

Den nye aftale betyder, at alle bidrager til arbejdet med at holde smitsomme sygdomme ude af landet. Opkrævningen vil ske direkte hos svineproducenterne via Danish-ordningen, men det er samtidig et ønske fra aftaleparterne, at størst mulig del finansieres via Svineafgiftsfonden. Derfor undersøges det nu, hvordan og hvor hurtigt det kan lade sig gøre. 

Afrikansk svinepestSvin