Forår og sommer er traditionelt højsæson for indkøb af nye grise rundt omkring på landets mange hobbylandbrug. Derfor minder Fødevarestyrelsen om, at grisene skal være øremærkede, og at man skal huske at registrere sin besætning i Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). Dette gælder også, selvom man kun har én gris. Grise i kælegrisebesætninger kan mærkes med en chip i stedet for et øremærke.

Dyrlæge i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard fortæller, at det er vigtigt for myndighederne at vide, hvor der er grise, hvis der opstår et udbrud af for eksempel afrikansk svinepest. Afrikansk svinepest findes blandt andet i Østeuropa og rykker tættere og tættere på den tyske grænse. Sygdommen er en alvorlig husdyrsygdom, som er dødelig for grise.

 

Kontrol

I foråret gennemfører Fødevarestyrelsen en kontrolkampagne, hvor en række besætninger med udegående vildsvin og svin får besøg for blandt andet at sikre, at deres grise er korrekt registreret.

- Hvis en dansk besætning rammes af svinepest, så kan vi langt hurtigere skabe et overblik over risikoen for yderligere smittespredning, hvis alle griselandbrug er registrerede, og vi dermed ved, hvor der er grise, siger Stig Mellergaard.

Styrelsen har tidligere konstateret, at ikke alle hobbyavlerne er lige gode til få styr på registreringen. Mere end hver 10. havde ikke orden i registreringerne, da Fødevarestyrelsen i 2017 var på kontrolbesøg hos 100 mindre hobbylandbrug.

CHR-afdelingen i Seges kan kontaktes, hvis man har dyr der skal registreres.

Når man registrerer sine grise i CHR, får man tilsendt en lille startpakke, som beskriver de regler, der gælder når man har grise.

 

Registrering i svineflyt

Skulle det ske, at sygdommen rammer, er det helt afgørende, at ejerne kan dokumentere, hvor deres grise kommer fra, og hvor de eventuelt er solgt til. Ellers spildes dyrebar tid, inden myndighederne finder kilden til et udbrud, og dermed kan få standset ulykken og sikre, at sygdommen ikke spreder sig yderligere.

Flytning af grise registreres på svineflyt.fvst.dk eller på App'en »Flytning af svin«. For at bruge App'en, skal man have oprettet sig som mobilbruger i Svineflyt.fvst.dk.

cab

Svin