Konventionelle tanker på økologisk bedrift

Mens landsgennemsnittet lå på 22,5, rundede Thomas Bertrams økologiske sobesætning ved Jerslev i Vendsyssel sidste år 24,5 fravænnede grise pr. årsso.

- Nu skal vi gerne op at runde 27, og med tiden gerne op i nærheden af de 31, fortæller den 30-årige landmand, mens han viser rundt på ejendommen, som han overtog i 2017.

Turen går forbi en af de 125 årssøer, der skal hjælpe med at trække gennemsnittet op. Lige nu passer hun 17 af de 18 smågrise, der var i hendes kuld, og er et resultat af, at Thomas Bertram for to år siden begyndte at kigge mod Norge for at finde en genetik, der kunne leve op til hans behov.

- Da jeg gik på skole, var der ingen, der satte spørgsmålstegn med Danish Genetics, men efterfølgende må jeg nok erkende, at jeg ikke er helt så stor en fan, som jeg var dengang. Derfor prøvede jeg med Topigs Norsvin, og det har virkelig været en succes. Vi har stadig for mange smågrise, der bliver ligget ihjel, men jeg har i hvert fald ikke solgt færre grise videre efter skiftet, hvis man kan sige det sådan, fortæller Thomas Bertram, der ser et bedre temperament hos sine Topigs-søer, der efterhånden udgør to tredjedele af besætningen.

- Hvis de kan få 14, 15, 16 grise pr. kuld er jeg godt tilfreds. Men som man kan se her, får de altså sagtens 18 og kan også selv passe dem. De skal ikke have 20 styks som de gamle, hvis bare dødeligheden bliver bragt ned. Det er til dels lykkedes, og det skal blive endnu bedre over de kommende år, siger han.

Konventionel økolog

Udover sit genetikskifte forsøger Thomas Bertram at dreje på mange knapper i forsøget på at optimere antallet af fravænnede grise.

- Jeg forsøger mig blandt andet ved at få søerne i brunst, mens de stadig passer grise. På den måde kan jeg få flere kuld pr. årsso. Og så er jeg pludselig endnu tættere på, hvad man kan præstere i en konventionel besætning, siger landmanden, der trods øko-mærket betegner sin tankegang som konventionel på mange områder.

- Hele min skoletid har jeg beskæftiget mig med konventionel svineproduktion og har kun været i praktik få dage på økologiske bedrifter. Jeg adskiller mig nok også fra mange økologer, fordi jeg prøver at praktisere mange af de ting, man gør i en konventionel produktion. For eksempel med varme i grisehjørnerne og foder og vand ved soen, siger vendelboen, der også er vokset op på en konventionel svinebedrift.

- Jeg synes, der er meget at hente i den konventionelle produktionsform. Blandt andet med varme i grisehjørnerne. Du vinder virkelig noget, når de bare lægger sig derover med det samme, og man undgår at mange grise bliver ligget ihjel.

Mens der er masser af inspiration at hente hos de konventionelle landmænd, er Thomas Bertram bestemt ikke blind for, at han som økolog skal adskille sig – det gør han blandt andet med en drøm om en fremtidig produktion helt uden staldbygninger.

- Nu har jeg dem på stald, når de skal løbes, men jeg tror på, at vi ser ind i en økologisk svineproduktion helt uden cementbygninger. Jeg tror, det bliver en del af den fortælling, der skal differentiere økologien fra den konventionelle produktion, spår han.

Økologi giver bedre mulighed for optimering

At Thomas Bertram trods den konventionelle baggrund alligevel blev økologisk, er der en meget simpel forklaring på:

- Hvis man vil noget inden for konventionel svineproduktion, skal man være i den bedste tredjedel. Samtidig er alting så optimeret, at du kun kan begynde at skrue på de sidste fem procent. Her har jeg stadig 30 procent at optimere på. Det er noget af det, der tiltaler mig, forklarer han, inden han viser endnu et eksempel på sin optimeringsiver; en fodervogn, der både har halm, vand og diegivningsfoder med til søerne.

- I forhold til at skulle ud med tingene enkeltvis har det sparet mig mindst en time om dagen, fortæller Thomas Bertram, der dog stadig ikke er færdig med udviklingen af vognen.

- I forhold til at gøre den mere bæredygtig, kunne jeg godt tænke mig at finde en eldrevet løsning, selvom jeg nu kun tanker Renault’en foran en gang om måneden.

Derudover skal han have regnet ud, hvordan han får monteret en elektronisk udfodringsmaskine i stedet for den manuelle metode, han lige nu bruger. For selvom det fungerer lige nu, gælder det om at undgå at slide sig selv mere ned end nødvendigt – præcis samme tankegang, som da han udviklede bedriftens so-hytter, hvor man let kan komme til dyrene uden at skulle ned og kravle som i de traditionelle A-hytter.

Brug for sparring

En optimeret drift betyder også, at én mand uden problemer kan passe de 125 søer og deres smågrise. Om det så er en fordel eller en ulempe, kæmper Thomas Bertram lidt for at beslutte sig om.

- Det har overrasket mig meget, hvor svært jeg har haft ved at gå så meget rundt alene. Derfor har jeg også hyret en skoledreng. Både for at have en at arbejde sammen med, men også for at få frigivet nogle timer, som jeg så bruger på at arbejde hos andre og på den måde få nogle kolleger at spare med. For det har jeg virkelig brug for for at holde motivationen oppe, fortæller han.

Derfor kunne han også sagtens forestille sig, at landbruget med tiden voksede til dobbelt størrelse, så han kunne få en fast mand ansat.

- Men omstændighederne skal være til det, før det kan lade sig gøre. Der skal være bedre økonomi i det, og så kræver det også at jeg får muligheden for at få noget mere jord, konstaterer landmanden, der dog de seneste måneder har fået lidt mere selskab end sædvanlig i form af sin nyfødte datter Marie, der jævnligt er med, når arbejdet skal passes.