39-årig landmand overvejer at droppe EU-støtten

Medfinansieret af Den Europæiske Union

De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

Han indrømmer gerne, at planen endnu ikke er helt gennemtænkt.

Men så meget vil Ivan Broholm Hansen godt indrømme, at han i det mindste leger med tanken om at melde sig ud af hektarstøttesystemet.

- Som jeg ser det, kan det faktisk ikke længere betale sig at modtage dén støtte, lyder det.

- Med de mange krav, der allerede i dag er til for eksempel efterafgrøder her i området, kan jeg sige farvel til i hvert fald fire tons udbytte per hektar korn. Så forslår en EU-støtte på 1.700 kroner per hektar jo ikke meget. Hvis støtten så sættes yderligere ned med den næste CAP-reform, er der jo slet ingen idé i at være en del af dét system. Det er da en fin check at få i december, men når man tager i betragtning, hvad det koster at søge, og ser på de bagvedliggende krav, så tror jeg, at det koster at være en del af støtteordningen. Hvor kunne det være skønt at udarbejde en markplan, der tog udgangspunkt i faglighed i stedet for alle de regler, det hele handler om i dag, tilføjer landmanden.

Arealerne er mere end fordoblet siden overtagelsen

Ivan Broholm Hansen hælder endnu en kop kaffe op, mens han kaster et blik ud på markerne udenfor stuehuset.

Den lokale landmandsfamilie har gjort det godt: Da farmand Niels Hansen i sin tid overtog Aagaarden her i Hundstrup mellem Svendborg og Faaborg, hørte blot 37 hektar jord til bedriften på Filippavej. Da Ivan tog over i 2013, fyldte arealerne 180 hektar. I dag dyrker den 39-årige landmand ikke færre end 380 hektar byg, raps, hvede, spinat, engrapgræs, rødsvingel, roefrø og kernemajs – og så produceres der i øvrigt også årligt 9.500 grise på mellem syv og 100 kilo på landbruget, ligesom bedriften udlejer diverse ejendomme.

Ivans far havde været elev og forvalter på Rødkilde Gods og lært, at især rødsvingel trives fortrinligt tæt på vandet. Fra de nordligste marker i det kuperede terræn på familien Hansens bedrift kan man da også skimte såvel Nakkebølle Fjord som Svendborgsund, og klimamæssigt ligger arealerne ligeledes godt i forhold til græsfrø, spinat og majs.

- Jeg skal helt sikkert være landmand resten af mit arbejdsliv, bedyrer Ivan Broholm Hansen.

- Til en vis grad bestemmer man trods alt stadig selv, og det er en udfordring netop at finde sin egen vej. Hvis man bare gør som naboen, gør man det nok forkert. At det er rigtigt for den ene at pløje, gør det ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Der er stor forskel fra gård til gård på, hvad der kan betale sig – og det er også noget af det, der gør erhvervet så spændende, siger han.

Kritiserer datotyranni

Generelt betegner Ivan Broholm Hansen EU-projektet som en vildt positiv ting. Det er – som han forklarer det – svært at være modstander af samhandel, når man producerer eksportvarer.

- EU-støtten er til gengæld noget skrammel. Især fordi lande som eksempelvis Danmark, Tyskland, Polen og Sverige forvalter midlerne så forskelligt og jo nærmest efterhånden kan omfordele pengene, som de lyster. Fagligheden i landmandskabet forsvinder, når vi skal køre efter sådan noget som datoer for såning og desuden bliver pålagt alle de efterafgrøder. Og så er der det danske krav om brak. Samt svenskerne, der slet ikke går op i kvælstof men derimod i fosfor. Det er ikke fri konkurrence, når vi bliver behandlet så forskelligt i Europa, siger han.

Ivan Broholm Hansen er godt klar over, at han – hvis han en dag gør alvor om at melde sig ud af støttesystemet – fortsat skal leve op til diverse miljøkrav. Men den unge landmand vil under alle omstændigheder hjertens gerne vinke farvel til det medfølgende bureaukrati, og han forestiller sig, at restriktionerne nødvendigvis må blive lempet noget for de bønder, som i fremtiden måtte have afskrevet sig hektarstøtten.

- Mange af tiltagene er jo netop betingelser for at få støtten. Men problemet er nok, at ingen – heller ikke landbrugsorganisationerne – nogensinde har regnet efter, hvad en udmeldelse af støttecirkusset egentlig medfører. Min planteavlsrådgiver Vagn Lundsteen fra AgroPro Danmark er en meget intelligent fyr, men ikke engang sådan en som ham har noget overblik over, hvad det eventuelt ville betyde at sige nej tak til støtten. Det afholder mig dog ikke fra stadig at flirte med idéen, forklarer en smilende Ivan Broholm Hansen.

Til daglig flirter han i øvrigt kun med kæresten Martine. Parret bor på Sterregården, hvor den kendte bondedigter Mads Hansen blev født – mens Ivans forældre Birthe og Niels har indtaget familieslægtens hovedmatrikel, Aagaarden.

- Det er mig, der ejer landbruget. Min 73-årige far plejer at sige, at han er ansat som pedel, griner Ivan Broholm Hansen.

Det er ikke fri konkurrence, når vi bliver behandlet så forskelligt i Europa

Ivan Broholm Hansen, landmand

Familiens internationale engagement viser sig blandt andet ved, at Ivans storebror Flemming på et tidspunkt har haft svineproduktion ikke bare hjemme på Sydfyn men også i Nordtyskland. Broderen har efterfølgende solgt sit landbrug og arbejder i dag som landbrugsskolelærer i Dalum og Korinth.

På et tidspunkt købte brødrene Ivan og Flemming også en byggegrund i Polen med henblik på slagtesvineproduktion.

- Men så kom der svinepest i hele Europa, og det gjorde os ærligt talt lidt bekymrede. Så vi solgte den pågældende projektgrund til en hollænder, fortæller Ivan Broholm Hansen.

Støttemidler blev trukket tilbage

Hundstrup-bonden kan underholde længe om den efter hans mening urimelige landbrugsregulering her til lands.

- Nu vil de tvinge os til at gøde endnu mindre. Vil de mon så betale os for det, vi mister i indtægt, spørger han.

- I øvrigt har vi målt vores drænvand her på bedriften. Det er lige så rent som postevandet i hanen, fortæller Ivan Broholm Hansen.

Han ryster ofte på hovedet over det tiltagende bureaukrati i fødevarebranchen:

- Vi søgte og fik bevilget penge til en ny klimastald. Men reglerne blev lavet om lige så hurtigt, som stalden blev bygget – og så var der minsandten ingen penge alligevel. Jeg tænker, at det var mere formålstjenligt at opbygge et samfund, hvor der er forretning i at bygge stalde fremfor det støttecirkus, vi ser i dag. Men nu læser jeg, at en landmand i samme situation som os lige har vundet en sag mod myndighederne, og at han derfor er berettiget til støttemidlerne, selv om de lavede om på reglerne undervejs i byggeprocessen. Jeg håber, at den sag kan danne præcedens og dermed også komme os til gode, siger Ivan Broholm Hansen.

Når han trods kritikken af systemet ønsker at forblive i landbrugserhvervet, hænger det blandt andet sammen med kunsten at sno sig. Hvilket Ivan Broholm Hansen for eksempel har gjort ved at satse stort på især kernemajs og spinat fremfor vårbyg.

- Her er dækningsbidraget og udbyttet betragteligt højere. Vi har valgt nogle risikofyldte afgrøder såsom spinat og kernemajs for at kunne matche en vinterafgrødes udbytte på bundlinjen. Men det er selvfølgelig noget af et sats. Vårbyggen giver måske syv tons per hektar eller syv og et halvt, hvis det har været et godt år. Kernemajsen giver 17 tons, hvor knap 30 procent er vand – og så har vi billigt foder til grisene, forklarer han.

- Hvor kernemajsen giver mere på bundlinjen, må jeg så også indrømme, at der er noget mere arbejde ved den. Vi bruger op mod en uge på efterfølgende at gøre mejetærskeren ren. Men det gør vel heller ikke noget, at man skal arbejde lidt for det. Og vi har generelt en god økonomi her på bedriften, lyder det.