Når Roskilde Dyrskue slår portene op den 29.-31. maj, vil Agrovi og Nordsjællands Landboforening bruge deres stand til at sætte fokus på en af tidens helt store dagsordener: drikkevand og landbrugets rolle i beskyttelsen af grundvandet.

På stand 476 på Frederiksborg Allé – lige over for hovedindgangen – kan besøgende få serveret et glas koldt, rent drikkevand fra Vindinge Vandværk. Vandet har ifølge arrangørerne en nitratværdi på 0,52 mg/l, mens grænseværdien er 50,0 mg/l.

Men vandet er ikke kun til tørstige dyrskuegæster. Det skal også være afsæt for samtaler om fakta, regulering, teknologi og fremtidens fødevareproduktion.

- Der er stor opmærksomhed på både vandmiljø, klima og fremtidens fødevareproduktion, og på dyrskuet er der en særlig mulighed for at mødes ansigt til ansigt og tage de vigtige samtaler – på baggrund af fakta og ikke blot som en politisk dille, siger Niels Peter Ravnsborg.

På standen kan besøgende blandt andet høre mere om præcisionsjordbrug, droneteknik og spotsprøjtning, som er blandt de teknologier, der kan få betydning for fremtidens landbrugsdrift.

Landmænd skal selv ind i samtalen

Et af budskaberne fra Agrovi og Nordsjællands Landboforening er, at landmænd i højere grad selv skal fortælle om deres hverdag, udfordringer og løsninger. Derfor vil der også være debat og konkrete input til, hvordan landmænd kan kommunikere med omverdenen – blandt andet på sociale medier.

Formand for Nordsjællands Landboforening, Lars Jonsson, ser frem til at møde både medlemmer, landmænd og øvrige dyrskuegæster til samtaler om blandt andet kvælstofregulering, den grønne trepart og udviklingen i erhvervet.

- Dyrskuet giver os mulighed for at tale om både politik, praksis og fremtid. Der er mange dagsordener i spil, og vi ser frem til at dele vores perspektiver og høre, hvad der rører sig blandt både landmænd og øvrige besøgende, siger han.

Ud over debatten om drikkevand og landbrugspolitik kan besøgende møde Agrovis konsulenter og få en snak om blandt andet regenerativt landbrug, regnskab og økonomi, skovrejsning samt projektet Landmandsdrevet Innovation, der er støttet af Novo Nordisk.

Agrovi Business og Agrovi Mæglerne vil også være til stede på standen, hvor de tilbyder en uforpligtende samtale om køb, salg og udvikling af landbrugsejendomme. Agrovi og Nordsjællands Landboforening håber dermed at gøre standen til et mødested for både faglig inspiration og de bredere samtaler om fremtidens landbrug, vandmiljø og regulering.