Fra 4 til 14 slagtekyllingestalde: Landmeco oplever travlhed fra eksisterende og nye producenter
Landmeco oplever stor travlhed og efterspørgsel på udstyr til slagtekyllingestalde. Ifølge den salgsansvarlige på det danske marked hænger det sammen med den markant øgede efterspørgsel på kyllingekød.

Morten Jakobsen, salgsansvarlig i Landmeco for det danske marked, melder om stigende efterspørgsel på slagtekyllingestalde fra nuværende og nye aktører. Foto: Mikael Sand
Fra fire stalde i 2025 til 15-20 i 2026.
Den sydvestjyske producent af fjerkræudstyr Landmeco har oplevet en stigende travlhed det seneste år på levering og installation af udstyr til slagtekyllingestalde.
Ifølge Morten Jakobsen, salgsansvarlig på det danske marked i Landmeco, hænger det sammen med den markant øgede efterspørgsel på kyllingekød, der har været de seneste år.
- I øjeblikket får vi en del forespørgsler fra folk, der vil udvide eller gå ind i branchen, og vi forventer også et højt niveau i 2027, siger han i en pressemeddelelse.
Morten Jakobsen slår altså fast, at det ikke kun er nuværende kyllingeproducenter, der henvender sig til Landmeco. Også nye aktører er med til at drive væksten.
- Vi oplever mange, der udvider, og samtidig er der nye, som gerne vil ind i branchen. Det gælder både svineproducenter, kvægbrugere og tidligere minkavlere, forklarer han.
Den voksende interesse hænger også sammen med, at kyllingeproduktion i stigende grad bliver opfattet som en stabil og skalerbar driftsform.
Fortsat kort leveringstid
Landmeco har en klar ambition om at levere inden for korte tidsrammer. Det er fortsat ambitionen, og noget man også kan efterleve trods en stigende efterspørgsel.
- Vi kan levere og installere inventar på to til tre uger, når det er til en slagtekyllingestald på omkring 3.200 kvadratmeter med plads til op mod 55.000 slagtekyllinger, siger Morten Jakobsen.
Han slår samtidig fast, at man har kapacitet til flere ordrer.
- Vi har plads til flere nye producenter, og de skal bare henvende sig, lyder det.
Den sydvestjyske virksomhed med base i Ølgod har i dag en stor andel af inventar til det danske slagtekyllingemarked, og det er der ifølge Morten Jakobsen en god forklaring på.
- Vi understøtter kunderne hele vejen med vores eksperter inden for slagtekyllinger. Her har landmændene mulighed for sparring både før, under og efter kyllingeproduktionen er i gang, forklarer han.
Landmeco har for nyligt ansat Anders Schmidt-Petersen som driftsdirektør, hvor han har ansvaret for produktion, teknik, logistik og indkøb på lokationerne i Ølgod og Herning.



































