FrieslandCampina investerer knap 700 mio. i valleproteiner
Den hollandske Arla-rival annoncerer et stort investeringsprogram på 90 millioner euro for at styrke sin globale position inden for valleproteiner af høj værdi samt optimere sit netværk af ingrediensproduktion i Holland.

FrieslandCampina investerer knap 700 millioner i et stort investeringsprogram. Foto: FrieslandCampina
FrieslandCampina Ingredients sætter gang i et omfattende investeringsprogram, hvor man udvider sin kapacitet til at forarbejde valle til avancerede proteiningredienser.
I en pressemeddelelse skriver den hollandske Arla-rival, at der er afsat mere end 90 millioner euro (672,4 millioner kroner) og målet er at imødekomme den stigende globale efterspørgsel efter højværdiproteiner til blandt andet sportsernæring, aktiv livsstil, spædbørnsernæring og medicinske produkter.
Valle er et naturligt biprodukt fra osteproduktion, men i stigende grad bliver det betragtet som en værdifuld råvare i fødevareindustrien. Med investeringerne ønsker FrieslandCampina at styrke sin position som en af verdens førende leverandører af specialiserede valleproteiner.
Investeringsprogrammet omfatter teknologiske opgraderinger på flere af koncernens produktionsanlæg. Der skal således produceres avancerede ingredienser som WPC80 og Nutri Whey ProHeat, som anvendes i blandt andet proteinrige drikke, yoghurtprodukter og ernæringsbarer.
Stigende global efterspørgsel
Ifølge FrieslandCampina fortsætter den globale efterspørgsel efter valleproteiner af høj værdi med at fortsætte markant.
- Den globale efterspørgsel efter avancerede proteinløsninger fortsætter med at accelerere. Dette program er det næste skridt i vores bredere investeringsstrategi om at være førende inden for proteiner med høj værdi, der bygger videre på nylige investeringer for at styrke vallekapaciteten og -værdien i Holland såsom i Borculo og i USA gennem opkøbet af Wisconsin Whey Protein, siger Anne Peter Lindeboom, President for FrieslandCampina Ingredients og fortsætter:
- Ved at investere på tværs af vores ingrediensnetværk styrker vi vores evne til at betjene kunder over hele verden og skabe mere værdi fra vores vallestrømme på en bæredygtig og fremtidsorienteret måde.
Bæredygtighed og effektivitet
Udover at styrke produktionen skal investeringsprogrammet også bidrage til FrieslandCampinas klima- og miljømål.
Programmet omfatter blandt andet implementering af mere energi- og vandeffektive teknologier samt udfasning af ældre produktionslinjer.
FrieslandCampina forventer, at tiltagene vil reducere Scope 1-udledningen af drivhusgasser med omkring 16 kiloton CO2e, og samtidig skal investeringerne sikre fortsat overholdelse af både hollandske og europæiske miljøkrav.
Den hollandske mejerikoncern fremhæver, at satsningen er en del af koncernens motto »Doing Dairy Right«, hvor fokus er på at skabe mere værdi af mælkens reststrømme og samtidig sikre en mere bæredygtig produktion.
Fuld kapacitet i 2028
Investeringsprogrammet vil blive gennemført over flere faser de kommende år, og FrieslandCampina forventer, at man vil opnå fuld drift i 2028.
I takt med at projekterne udvikles på de enkelte lokationer, vil samarbejdsudvalg og medarbejdere løbende blive orienteret gennem de normale processer.




































