redaktion@effektivtlandbrug.dk

- De er søde, og så smager de godt, konstaterer Helle Gori Jensen, Jensens Frilandsgrise.

Egentlig var det kun for deres egne smagsløgs skyld, at hun og hendes mand, John, for små seks år siden gjorde plads til to søer og en orne af gammel dansk landrace på ejendommen ved Kongens Tisted i Himmerland.

- Vi ville gerne have noget ordentlig svinekød at spise, og besluttede os for selv at prøve med de her søde sortbrogede grise. Og vi har i hvert fald fundet ud af, at en gris ikke bare er en gris. Det er bare noget helt andet kød end man er vant til fra de store producenter. Det må man også sige, at andre har fået øjnene op for, siger Helle Gori Jensen.

Hun betegner stadig de sortbrogede grise som en hobby. Men en hobby, der over årene er blevet noget mere omfattende end først antaget. Johns arbejde som lastbilchauffør betyder, at det primært er Helle og parrets yngste søn, Thomas, der står for den daglige drift af svinestien. Jobbet som eksportchauffør er dog skiftet ud med en hverdag på de danske landeveje, så han også kan give en hånd med i et tætpakket markedsprogram i weekenderne.

Spegepølser røg hurtigt

Familien oplever nemlig stor interesse for det mørke svinekød.

- Vi har en bred gruppe af kunder. Nogle yngre, som bliver overraskede over, hvor meget vores kød smager af, mens vi også har en ældre kundegruppe, som køber det, fordi det smager, som de kan huske det gjorde, da de var unge, fortæller Helle Gori Jensen, der allerede efter første slagtning fik øjnene op for, at der var et marked for kød fra den gamle danske landrace.

- Vi fik slagtet en orne, fordi vi havde fået at vide, at det sagtens kunne lade sig gøre og at vi ikke skulle bekymre os om ornelugt. Det var slagteren dog ikke enig i, og eneste løsning var at lave det hele til spegepølse. Så stod vi der med 128 spegepølser, og tænkte hvordan vi nogensinde skulle komme af med dem. Men det tog ikke mange dage, før de alle var væk, fortæller Helle Gori Jensen.

Skal ikke presses

Besætningen består i skrivende stund af seks søer, to orner og 23 slagtesvin.

- Lige nu har vi ikke så mange, fordi vi ikke har fået så mange smågrise de sidste gange, men der kan let være perioder, hvor vi når over 100, fortæller Helle Gori Jensen, der har en klar filosofi om, at hver so kun skal fare en gang om året, mens grisene får lov at gå med deres mor 6-8 måneder og først bliver slagtet, når de har rundet 12-14 måneder. Halekupering og medicin er også et »no go« på gården.

- Vi vil ikke presse dyrene. Det tror vi på, giver sundere og mere rolige dyr og ikke mindst dyr, der holder længere. Vi ser på ingen måde os selv som hellige, men jeg tænker, at dyrene godt må have et okay liv, inden de skal herfra, siger Helle Gori Jensen, der også ser roen afspejle sig, når grisene bliver kørt til slagteriet i Farsø.

- Er grisen stresset lige op til slagtningen, skinner det meget igennem på smagen. Og dem her, de går altså helt roligt og lige ind hos slagteren. Det har han også bemærket.

Trods frilandsdrift og økologisk fodring har Helle Gori Jensen ikke ambitioner om at give sine grise hverken det røde Ø-stempel eller andre labels i forhold til dyrevelfærd og lignende.

- Vi passer vores dyr med henblik på at sikre den bedst mulige dyrevelfærd og det bedst mulige produkt, men hvis vi skal betale for et økologi- eller velfærdsmærke, bliver det en pris, der bliver lagt videre over på forbrugeren. Det er vi ikke interesserede i. Vi vil gerne være tilgængelige for alle, fastslår hun.

Landet rundt

For familien Jensen er tilgængelighed ikke kun et spørgsmål om pris. Og skulle man ikke have mulighed for at komme forbi et af de mange fødevaremarkeder eller familiens gårdbutik i Kongens Tisted, kører Helle Gori Jensen stort set dagligt på varetur, når hun har fået fri fra jobbet hos Vurderingsstyrelsen i Aalborg, mens John Jensen også jævnligt har grisekød med, når han kører landet tyndt i lastbilen.

Blandt andet tikker der jævnligt bestillinger ind fra både Lolland og Fyn, fortæller Helle Gori Jensen, der forleden også var på langfart med stop i blandt andet Århus, Skanderborg, flere steder på Fyn og slutteligt i Dronningmølle på Nordsjælland. Turen var kommet i stand gennem Coop Crowdfunding og har allerede kastet flere genbestillinger af sig.

Helle Gori Jensen ser også den korte vej mellem kunde, producent og slagter som en del af opskriften på succesen.

- Vi er altid åbne for forslag, og slagteren er også altid med på den. Derfor kan vi lave stort set lige, hvad kunderne kunne tænke sig. Og vi kan ringe til slagteren om fredagen og have kødet klar ugen efter. Det betyder også, at vi får brugt hele grisen, for der interesse for både spæk, hale, ører og sågar hjernen. Det er kun ved hjernen, at slagteren har sagt nej, men så kan kunden få hele hovedet i stedet, fortæller hun.

Ingen guldgrube

Selvom familien Jensen ikke skal bekymre sig om, hvorvidt de kan få afsat kødet, når der bliver sendt nye grise til slagt, ser Helle Gori Jensen ikke umiddelbart nogen mulighed for at gøre grisene til hendes fuldtidsbeskæftigelse.

- Det ville være skønt, hvis en af os kunne bruge al sin tid på grisene, men det er desværre ikke nogen guldgrube, vi har fundet. Derfor tror jeg også, at det forbliver en hobby. Vi bruger meget tid på det, men det er også noget, der ligger os meget på sinde det her med gode råvarer og dyrevelfærd. Og så kan vi også bare godt lide at komme ud og snakke med forbrugerne, siger hobbysvineproducenten, der vurderer, at glæden er gengældt fra den anden side af kasseapparatet.

- Mit indtryk er, at folk godt kan lide, at vi står og er klar til at snakke og fortælle om vores produktion. Vi tager ikke kun afsted for at få langet nogle varer over disken – selvom fryseren for det meste er tom, når vi kører hjem, griner hun.