Noteringen for slagtesvin rammer 13 kroner

I går gik der formentlig endnu et velgørende gib igennem svineproducenterne, da slagtesvinenoteringen atter tog et hop på 20 øre, så den nu er oppe i 13 kroner rent.

Sidste år ved samme tid lå noteringen i 8,30 kroner, og det gjorde den også i uge 6 i år. Så der er sket et voldsomt ryk siden, og noteringen er nu oppe i et niveau, som ikke er set siden uge 11 og 12 i 2001, altså for 18 år siden.

Men det kan godt blive endnu bedre, vurderer den globale direktør i Danish Crown Pork, Lars Albertsen.

- Efter et par år, hvor vi lidt hårdt sagt fik sparket sand i ansigtet, når vi sad i forhandlingsmøder, så er stemningen helt anderledes i dag. Vi har en fin dialog med kunderne, men jeg må indrømme, at jeg er meget spændt på, om der overhovedet er de mængder af eksempelvis skinker og bacon til rådighed, som der typisk efterspørges i ugerne op til jul, siger Lars Albertsen i en markedskommentar fra Danish Crown.

Kamp om kød

Den globale direktør fortsætter:

- Markedet i Kina er virkelig stærkt, fordi indkøberne kæmper for at skaffe kød, der kan nå frem inden kinesisk nytår i slutningen af januar. Som vi tidligere har fortalt, er det et kæmpe puslespil at udnytte kapaciteten på frysehusene bedst muligt, men vores medarbejdere ude på slagterierne, og de ansatte på de frysehuse, vi samarbejder med, leverer en fantastisk indsats, siger Lars Albertsen.

Noteringen for søer og orner er uændret henholdsvis 9,10 kroner og 8,10 kroner pr. kg.

Mens de konventionelle slagtesvineproducenter oplever den ene stigning efter den anden i noteringen, ser det noget anderledes ud for noteringen for de økologiske svineproducenter, der i næste uge står stille efter en stigning i denne uge på 20 øre.

Det betyder, at den samlede øko-afregning er uændret 19,90 kroner pr. kg.

Samtidig må økologerne konstatere, at økotillægget falder. Denne gang er faldet på 20 øre, så tillægget i næste uge er nede på 4,40 kroner pr. kg. Kvalitetstillægget er uændret 2,50 kroner pr. kg.

mip

Læs også