Producentforening langer ud efter Seges i sag om dødelighed
- Det er flot med stagnerende dødelighed på trods, lyder det fra Danske Svineproducenter. Foreningen mener, at man skyder gråspurve med kanoner ved at nedsætte en ekspertgruppe på baggrund af en 0,4 procentpoints stigning i dødeligheden hos pattegrise. Der fravænnes faktisk flere grise, pointerer producenterne.

Landsgennemsnittet viser en fremgang på 1,1 fravænnede grise pr. årsso fra 2016 til 2017. Så i stedet for at problematisere en stagnerende dødelighed, burde Seges Svineproduktion snarere glæde sig over den stagnerende dødelighed på trods af udfordringer med et stigende antal grise, lyder kritikken fra Danske Svineproducenter.
Danske Svineproducenter er langt fra imponeret over, at Seges Svineproduktion er klar med en ekspertgruppe i kølvandet på en 0,4 procentpoints stigning i pattegrisedødeligheden.
Dødeligheden i farestalden ligger på 21,7 procent i 2017 mod 21,3 procent i 2016, viser de nyeste landsgennemsnit ifølge svineproduktion.dk.
- Selvom forskellen på 0,4 procentpoint næppe kan betegnes som andet end et lille hop på kurven, får det Seges Svineproduktion til at nedsætte en ekspertgruppe, der skal »få udviklingen tilbage på rette spor«, lyder det fra producentforeningen, som henviser til en artikel i Landbrugsavisen.
- Hermed skyder Seges gråspurve med kanoner. Landsgennemsnittet viser nemlig også en fremgang på 1,1 fravænnede grise pr. årsso fra 2016 til 2017. Så i stedet for at problematisere en stagnerende dødelighed, burde Seges Svineproduktion snarere glæde sig over den stagnerende dødelighed på trods af udfordringer med et stigende antal grise, lyder kritikken fra Danske Svineproducenter.
Dræn i kassen
Man kan desuden frygte, lyder det fra producenterne, at den såkaldte ekspertgruppe er startskuddet til endnu flere projekter, som svineproducenterne skal betale for, oven i at de i forvejen har tørken, højere foderpriser og en ligeså udtørret notering at kæmpe med.
- Hvis de 0,4 procentpoint vækker bekymring hos Seges Svineproduktion pga. deres mål om 20 procent døde grise før fravænning i 2020, burde det snarere få Seges til at kikke indad og overveje værdien af lignende fremtidige mål, lyder det afslutningsvis fra Danske Svineproducenter.