Svinebønder jubler

Palle Høj. (Foto: Jørn Deleuran)
- De sidste ugers prisstigninger på svinenoteringerne kan redde mange lokale landmænd fra truende konkurs, siger direktør Palle Høj fra rådgivningsselskabet Sagro.
Rådgivningsvirksomheden har i disse uger gjort mange regnskaber for 2018 færdige, og langt størstedelen af dem er med røde tal på bundlinjen.
- Vi har mange kunder, hvor bankerne nøje overvejer, om de vil forlænge kreditterne, eller de vil erklære landmændene konkurs, siger han.
Derfor kommer prisstigningerne på et rigtigt godt tidspunkt.
- Der var ventet højere priser i andet halvår af 2019, men at de allerede kommer nu, og ser ud til at være stabile og holde året ud, er en positiv overraskelse, siger Palle Høj.
Det er efterspørgsel i Kina, der over de sidste 14 dage har hævet priserne på kød 1,10 pr. kilo, så den nu nærmer sig 10 kroner. Det er typisk skillelinjen for, om der kan tjenes penge eller ikke på svineproduktionen. Prisstigningen er den største i de seneste 15 år.
For en svinefarm, der producerer 8.000 slagtesvin, gør det en forskel på omkring 700.000 kroner, om prisen er 8,5 eller 9,6 kroner pr. kilo.